Fra Hellerup til Hirtshals: Forbruget på nettet vokser i hele Danmark

Både blandt de ældre og yngre forbrugere er det en fast del af hverdagen at handle på nettet. Under coronakrisen har det øgede forbrug online spændt nettet ud under lokale butikker og arbejdspladser.

Danskernes forbrug på nettet er i første halvår af 2020 vokset, og siden coronakrisen ramte landet, har mange forbrugere skruet gevaldigt op for deres køb online.

”Når kunderne på grund af corona ikke kan komme til butikkerne, må butikkerne komme til kunderne via nettet. Det har betydet travlhed i mange netbutikker,” forklarer Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

Væksten er solidt funderet: Både yngre og ældre forbrugere fra hele landet har skruet op for deres forbrug online, og det gælder stort set alle varekategorier. Dog er der forskel på, hvad kunderne i byerne og kunderne i mindre byer køber. 

hvad køber forbrugerne

Selvom corona-nedlukninger og et generelt voksende forbrug på nettet kan lyde som en farlig cocktail for de fysiske butikker, byernes handelsgader og lokale arbejdspladser, så er virkeligheden heldigvis mere nuanceret, mener Niels Ralund.

Når kunderne på grund af corona ikke kan komme til butikkerne, må butikkerne komme til kunderne via nettet. Det har betydet travlhed i mange netbutikker

- Niels Ralund

Rigtig mange fysiske butikker har efterhånden været på nettet i lang tid, og de har derfor stadig kunnet tage imod kunderne her og derved holde gang i virksomheden. Samtidig har mange netbutikker haft så travlt, at de har hyret fremfor at fyre under krisen.

”Et godt eksempel er i Nordjylland, hvor virksomheder som Luksusbaby og Med24 har ansat mange nye medarbejdere,” forklarer Niels Ralund.

E-handel som sikkerhedsnet

Coronakrisen har også været en katalysator for mange nye initiativer, der kombinerer nethandel med lokalhandel.

I Vordingborg fik Vordingborg Erhverv travlt med at hjælpe de mindre, lokale butikker med at komme på nettet, da coronakrisen ramte. Der blev bygget e-handelsplatforme, som de lokale butikker fik hjælp til at tilbyde deres varer på, og der blev reklameret for det nye initiativ i lokale og sociale medier. Både kunder og butikker har taget godt imod muligheden for at handle lokalt online, forklarer Erhvervsservicechef Jens Damgaard.

”Vores tre byer har oplevet en god sommer og er kommet godt igennem coronatiden. Det, tænker jeg, at e-handlen har været med til at sikre. Ikke kun fordi de har reddet salget, men også fordi det har været startskuddet på det lokale fokus og samarbejde.”

Vores tre byer har oplevet en god sommer og er kommet godt igennem coronatiden. Det, tænker jeg, at e-handlen har været med til at sikre.

- Jens Damgaard, Erhvervsservicechef

”Vi kan også nævne Whale24 og Vielskervoresby.dk, som gode eksempler, der viser, hvordan nethandel kan hjælpe med at holde hånden under byernes handelsliv. Jeg håber meget, at det er denne holdning, som handelsstandsforeninger og erhvervsforeninger vil tage med sig, når krisen er ovre, ” siger Niels Ralund.

Den stigende interesse for nettets muligheder smitter også af på FDIH. Der er kommet flere nye medlemmer til under krisen, og der er stigende efterspørgsel efter viden og inspiration hos erhvervsråd, handelsforeninger og netværk, der vil udnytte nettets muligheder.

I sidste uge holdt udviklingschef, Carsten Rose Lundberg, eksempelvis oplæg på Bogø til E-Treat, arrangeret af E-Synergi, der udover at være en lager- og logistikvirksomhed også er et kontorfællesskab for mindre netbutikker i Sydsjælland.

”En bonus ved e-handel er jo, at du ikke behøver et stort kontor på en dyr adresse i en stor by. Du kan drive din virksomhed alle steder fra. Det er der heldigvis flere og flere, der er ved at få øjnene op for, og derfor vil de også gerne vide mere om det. Det hjælper vi gerne med,” slutter Niels Ralund.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik