Danmarks skarpeste e-handlere fik som fortjent : Et brag af en E-handelskonference

Omstilling var kodeordet, da FDIH afholdt den digitale E-handelskonference med 1500 deltagere, 30 skarpe talere, et væld af netværksmøder og et hav af fleksible og tålmodige samarbejdspartnere.

Ingenting er, som det plejer. Coronakrisen har vendt op og ned på alting.

Det gælder også FDIH’s E-handelskonference, der i år var rykket fra Øksnehallen til internettet. Det betød dog ikke noget for interessen fra den digitale verden.

1500 e-handlere og digitale hjerner var således klar torsdag morgen, da FDIH’s direktør, Niels Ralund, tonede frem på skærmen for at byde velkommen til en usædvanlig konference midt i en usædvanlig tid.

”Vi har som alle andre oplevet en masse coronabenspænd, og derfor har vi måtte omstille os op til flere gange. Alligevel har eventteamet formået at stable en så stor konference på benene. Det er jeg enormt stolt af. ”

”Jeg tror også, at det store deltagerantal fortæller noget om, hvor stor efterspørgsel der er på at blive klogere og netværke med andre i denne tid - coronakrisen har jo for rigtig mange betydet, at de har skulle implementere to-tre års udvikling på et halvt år, og nu har mange nok brug for at høre andres meninger og erfaringer.”

Jeg tror også, at det store deltagerantal fortæller noget om, hvor stor efterspørgsel der er på at blive klogere og netværke med andre i denne tid

- Niels Ralund, FDIH

Udover at blive afholdt midt i en coronakrise landede konferencen også mellem to store e-handelsdage. Amazon åbnede i går i Sverige, og i morgen fusioner FDIH med Dansk Erhverv.

”Der er længe blevet råbt, ulven kommer om Amazon, og nu er den her så i Sverige og godt på vej til Danmark. Det betyder, at e-handlere kan se den i øjnene og vise, hvad de kan.”

Det samme gælder for FDIH, der nu slår sig sammen med Dansk Erhverv og bliver til Dansk Erhverv Digital Handel.

”Det kommer også til at kræve noget omstilling, men jeg er helt sikker på, at det bliver godt. Både for os i FDIH, men i særdeleshed for vores medlemmer, der med Dansk Erhverv får endnu flere kræfter i ryggen. Og I skal I ikke være nervøse for, at vi mister vores kant. Det vil jeg godt garantere.”

Topmøde: hvem vinder det digitale dagligvaremarked?

Efter Niels Ralunds velkomst bød Tim Frank Andersen i rollen som moderator velkommen til de første talere på scenen.

Den blev indtaget af Stefan Plenge fra nemlig.com og Thor Skov Jørgensen fra Salling Group, der skulle diskutere fremtiden for en af de brancher, der har været mest påvirket af coronakrisen; nemlig dagligvarehandlen.

Timingen kunne næsten ikke være ”bedre”, da det netop torsdag blev obligatorisk at bare mundbind i dagligvarebutikker.

Knap 600 seere fik en livlig debat med plads til både anerkendelse og de stikpiller, der skal være, når to konkurrenter på et marked med en værdi på over 100 mia. kr. tørner sammen.

Thor Jørgensen fortalte om et vanvittigt år med kæmpe vækst – især online. Han forudser, at resten af året og store dele af 2021 bliver lige så travle, da coronakrisen desværre ser ud til at have bidt sig fast på ny. Derfor er Salling også klar med store ressourcer og satsninger. Eksempelvis kan kunderne i Storkøbenhavn se frem til at få leveret varer direkte til døren i 2021.

”Vi er klar til at satse markant på vores online del, men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at omnichannel skal være kernen i vores forretning, fordi det er der, vi kan give vores kunder den bedste oplevelse,” forklarede Thor Jørgensen.

Med Sallings satsning kunne man nemt forestille sig, at livet blev lidt mere besværlig for nemlig.com. Det er dog ikke tilfældet, hvis man spørger adm. direktør Stefan Plenge.

”Det er kun godt, at Salling nu satser online. Det vil blot få endnu flere til at handle dagligvarer online, og det ønsker vi, så vi byder konkurrencen og Salling velkommen – bedre sent end aldrig.”

Ifølge Stefen Plenge er nemlig.coms markedsandel på kun et år vokset fra 1,7 % til 3 %. Det skyldes i høj grad corona, men hvis virussen forsvinder, vil det ikke betyde tilbagegang, forudser han.

”I sommer, da coronakrisen gled lidt i baggrunden, fastholdt vi vores kunder takket være vores hysteriske fokus på kundeservice. Derfor tror jeg, at fremgangen vil fortsætte – også efter coronakrisen.”

De to dagligvarebosser havde deres uenigheder, men de var trods alt enige om, at de forbrugerændringer, der er sket under coronakrisen, har sat gang i en markant udvikling, og at det digitale dagligvaremarked vil vokse til at udgøre ca. 10 % af det samlede dagligvaremarked i løbet af tre år.

Vil du se eller debatten? Bare rolig, vi lægger stort set alle indslag online, så snart de er klar.

Netværksmøder kan også afholdes digitalt

Et af de helt store trækplastre til konferencer er muligheden for at netværke med både konkurrenter og kollegaer. Derfor har det også været et stort fokus for FDIH at sikre, at det kunne lade sig gøre, når konferencen blev flyttet online. Det lykkedes heldigvis langt hen ad vejen. . Eksempelvis deltog 46 e-handlere på et netværksmøde afholdt af Kim Bæk Hansen fra Vertica. Her diskuterede deltagerne med udgangspunkt i Kim Bæk Hansens oplæg, hvordan man som B2B virksomhed kan udvikle og optimere sin digitale strategi.

Udover netværksmøder var det også muligt at arrangere møder med de andre deltagere og booke tid hos nogle af de mange samarbejdspartnere, der stod klar til at gøre e-handlerne klogere på deres løsninger.

I alt blev der afholdt otte netværksmøder, 17 digitale møder, etableret 394 kontakter, sendt 1674 interne beskeder og foretaget 11 videokald.

”Netværksdelen har virkelig fået stor opmærksomhed fra os, fordi det betyder så meget for en konference. Heldigvis viser tallene og den feedback, vi har fået, at deltagerne virkelig har taget mulighederne til sig. Vi er ikke i mål, og det kan blive meget bedre, men nu har vi fået en masse erfaringer, som vi kan bruge senere,” forklarer FDIH’s eventchef, Anne K. Hansen.

Jeg synes, at vi i FDIH slutter med et brag i dag. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig, at vi kunne slutte på en bedre måde. Det hører jeg heldigvis også fra de deltagere, jeg har talt med. Det kan vi være stolte af, og nu ser vi bare frem til at fortsætte arbejdet som Dansk Erhverv Digital Handel

- Niels Ralund, FDIH

Sluttede med et brag - opskriften er på plads

Netop de erfaringer bliver vigtige i fremtiden. Det tyder nemlig på, at vi det næste lange stykke tid skal vænne os til flere digitale- og hybridevents.

”Nu har vi efterhånden fået en vis erfaring med at skabe dem, og jeg synes, at vi i dag beviste, at vi kan skabe en digital konference, som giver både deltagere, talere, samarbejdspartnere værdi,” siger en træt, men meget glad Anne K. Hansen.

Også hos Niels Ralund var er grund til at smile over konferencen.

”Jeg synes, at vi i FDIH slutter med et brag i dag. Jeg kunne faktisk ikke forestille mig, at vi kunne slutte på en bedre måde. Det hører jeg heldigvis også fra de deltagere, jeg har talt med. Det kan vi være stolte af, og nu ser vi bare frem til at fortsætte arbejdet som Dansk Erhverv Digital Handel.”

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik