Coronakrisen vs. e-handlen – få hjælp og gode råd på FDIH’s kommende webinar

Der er hjælp på vej til fortvivlede e-handlere. FDIH afholder webinar onsdag og fredag denne uge med fokus på konkret sparring med administrerende direktører i logistikbranchen og rådgivning om regeringens hjælpepakker til erhvervslivet.

Hvis Coronakrisen er erhvervslivets svar på Mount Everest, nåede vi i mandags fra Base Camp One til Base Camp Two med folketingets nye hjælpepakke. Trods en hjælpende hånd på vejen, giver krisen mange udfordringer, der gør det sværere for erhvervsdrivende at navigere forretningen i den rigtige retning.

Det vil FDIH hjælpe med.

onsdag og fredag i denne uge afholder FDIH webinarer, der begge har til formål at hjælpe e-handlerne gennem coronakrisen. I det, der nu er tredje uge af epidemien, ser vi en markant forandring af nethandlen – og det skal der handles på. Derfor har FDIH inviteret tre af de største danske distributører af e-handelspakker samt repræsentanter for dansk e-handel til at komme med nogle indspark i forhold til de beslutninger, der skal tages og de forandringer, der skal laves i en fart.

’Panelet’ til onsdagens webinar er CEO for PostNord Danmark, Peter Kjær Jensen, CEO for DAO365, Morten Villberg, VP for Bring, Per Buus og CEO for Proshop, Ivan Jæger Christiansen.

Der er intet emne, der er for stort eller småt. Man kan spørge til, hvordan man skal styrke hjemmelevering, håndtere utrygge forbrugere, der fysisk skal skrive under på distributørernes håndterminaler, og hvordan man tackler pakkeleveringen i storcentre, der nu er blevet bedt om at lukke.

Deltagerne til webinaret får rig mulighed for at stille spørgsmål.

Mens onsdagens webinar har fokus på krisen som erhvervsmæssig helhed, står fredagens webinar i hjælpepakkernes tegn. For hvordan finder man lige hoved og hale i dem og deres betydning for e-handlerne?

Dét kan man kradse længe i hovedbunden over – derfor har vi inviteret nogle dygtige revisorer samt kyndige fagpersoner, der har sat sig ind i den mindste detalje af de hjælpepakker, der er udstedt af folketinget.

Eventchef hos FDIH, Anne K. Hansen, er begejstret for de kommende webinarer:

”Trods den ukendte situation vi står i, er det et privilegium hurtigt at kunne efterkomme vores medlemmers ønsker med disse webinarer. Det er en mulighed for bekymrede erhvervsdrivende at få svar på konkrete spørgsmål om coronakrisens indvirken på deres forretning. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde os opdateret på situationen hos e-handlerne samt de aktører, der kan give os viden, og det er fedt at kunne kommunikere det ud til vores medlemmer i et online format, som disse webinarer nemlig er.”

For at vide mere om, hvordan du tilmelder dig, klik her.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik