Online handel med dagligvarer og take away nød kronede dage i april

Danskerne har foretaget langt flere indkøb af madvarer, friske og færdiglavede, i april end samme måned sidste år. Det viser tal fra FDIH’s analyse.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at coronakrisen har fået flere mennesker til at handle online, men andelen af forbrugere, der har opdaget glæden ved nethandel, er alligevel mærkbar.

I april er det særligt dagligvarer og take away-udbydere, der har oplevet en stigning i bestillinger og nye kunder.

I år oplevede handel med dagligvarer på nettet en markant stigning i forhold til april 2019 (april 2019: 9%, april 2020: 16%), ifølge FDIH’s analyse.

Der er sket stigninger hos alle befolkningsgrupper, men det er særligt to grupper, der står for den store forøgelse; singler og par, og pensionister.

Hos singler og par er forbruget på dagligvarer handlet på nettet steget med mere end det dobbelte, når tallene sammenlignes med april 2019 (april 2019: 7%, april 2020: 18%).

Mens singler og par kæmper en brav kamp for førstepladsen, krydser pensionisterne målstregen et mulehår foran dem med en lignende stigning. Den er dog en lille smule større end hos singler og par (april 2020: 8%, april 2020: 19%).

Det sultne grå guld

Take away og fast food på nettet er et andet sted, hvor der kan måles en signifikant stigning over hele linjen. Andelen af forbrugere, der har handlet take away inden for den seneste uge, blev i april tæt på fordoblet. Igen var det singler og par, samt pensionisterne, der stod for de største stigninger.

Denne gang var også den ældre befolkningsgruppe, pensionisterne, der stod for det største procentmæssige hop. De står for en mangedobling af handel med take away og fast food under aprilmåneds coronatider (april 2019: 3%, april 2020: 12%).

Det er også den oplevelse, de har hos Just-Eat:

”I april oplevede vi en stor stigning i antallet af take away bestillinger fra stort set alle kundegrupper. Det var især på hverdagsaftener og til frokost, hvor mange, der arbejdede hjemme, valgte at bestille take away i stedet for selv at lave mad,” udtaler Carsten Boldt, direktør for Just-Eat i Danmark og Norge.

Om det er retvisende for den fremtidige udvikling, er svær at spå om, men FDIH’s administrerende direktør, Niels Ralund, glæder sig alligevel over udviklingen:

”Det er aldrig til at vide, om det bliver ved med at have fat i forbrugerne. Jeg er dog ukuelig optimist og tror, at flere vil handle online, særligt de ældre, nu hvor de har oplevet, hvor nemt det er at handle på nettet og få det leveret lige til døren, også efter coronatiden.”

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik