Må et gebyr for finansiering af et køb via fx ViaBill overvæltes på kunden?

Betalingslovens forbud mod overvæltning af gebyrer på betaleren gælder ikke for betalingsløsninger, hvor kundens køb finansieres af en tredjepart.

1. januar 2018 trådte den nye betalingslov i kraft, og det blev ulovligt for erhvervsdrivende at overvælte gebyrer for betalinger med såkaldte betalingsinstrumenter på forbrugerne. Et betalingsinstrument kan fx være et betalingskort (fx Visa) eller en mobil betalingsløsning, der er baseret på et betalingskort (fx MobilePay).

Et medlem spurgte FDIH, om betalingsloven også forbød at overvælte gebyrer for betaling med ViaBills finasieringsløsning. Her overdrager netbutikken kravet mod kunden på betaling til finansieringsselskabet. Netbutikken får herefter betalingen øjeblikkeligt af finansieringsselskabet, mens kunden betaler i rater til finansieringsselskabet.

FDIH sendte spørgsmålet videre til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at få en afklaring.

I sit svar til FDIH skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at en finansieringsløsning, som beskrevet ovenfor, ikke er omfattet af forbuddet mod overvæltning af gebyr i betalingsloven, da der ikke i forholdet mellem netbutikken og kunden er tale om betaling med et betalingsinstrument. Derimod vil forbuddet gælde i forholdet mellem kunden og finansieringsselskabet, hvis kunden betaler afdrag med et betalingsinstrument – fx et betalingskort.

Loven forbyder således ikke netbutikken i at overvælte gebyret fra finansieringsselskabet på butikkens kunder.

Det kan dog være aftalt mellem finansieringsselskabet og netbutikken, at gebyret ikke må overvæltes.

FDIH opfordrer derfor netbutikker til at tjekke deres aftale med finansieringsselskabet, før virksomhederne overvælter gebyrer på forbrugerne.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik