Kinapakkerne er steget på toget

Med flytrafikken i foreløbig limbo søger kineserne en ny indgang til det europæiske marked. I første omgang er den indgang blevet Litauen, hvortil de kinesiske pakker nu sendes med tog.

Coronakrisen har sat en dæmper på de traditionelle luftbårne transportruter fra Kina til Europa. Bl.a. passagerflyene, som en del pakker tidligere blev sendt med, står på jorden. Det har fået sat liv i togtransporten for at dække den europæiske efterspørgsel.

Det ”første” tog fra Kina til Europa ankom påskedag til Litauens hovedstad, Vilnius. Siden da er mindst tre godstog bestående af 42 containere med en vægt på godt 260 tons fyldt med tøj, lejetøj og elektronik ankommet til den litauiske hovedstad. Herfra er de blevet sendt videre med lastvogne til 30 europæiske lande, primært Tyskland, Frankrig, Spanien og Ungarn, ifølge Baltic News Service.

Allerede i 2017 underskrev Kina og Litauen en hensigtserklæring omkring det såkaldte ”Belt and Road Initiative”. Dengang lagde den daværende litauiske vicetransportminister, Ričardas Degutis, vægt på, at landet har 50.000 lastvogne på de europæiske veje.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi hos FDIH har været ret negativt indstillet over for de kinesiske pakkers indtog, da de konkurrerer på ulige vilkår, som porto, moms og kvalitetskrav. Derfor følger vi spændt udviklingen i Litauen,” siger Niels Ralund, adm. direktør hos FDIH.

Kineserne står over for nye udfordringer

Da coronaen for alvor ramte det kinesiske fastland, blev mange fabrikker lukket ned, men de er nu åbnet igen. I takt med, at Kina har fået sat gang i landets heftige produktionshjul, er de kinesiske fabrikker dog stødt på et nyt problem. Godt nok produceres der på højtryk, men det er blevet sværere for virksomhederne at afsætte deres varer. Efterspørgslen er simpelthen ikke den samme. Det melder det kinesiske medie, Caixin Global, i deres seneste opgørelse ”Purchasing Managers’ Index”.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik