Smartphones løfter tysk e-handel til ny rekord – men tyskerne halter stadig efter de danske forbrugere

De tyske forbrugere handlede for svimlende 72,6 mia. euro på nettet i 2019. Hver tredje handel blev gennemført på en smartphone eller tablet, mens knap halvdelen skete på en digital markedsplads.

Trods snak om økonomisk krise voksede tyskernes forbrug på nettet med 11,2 % og landede på en omsætning på 72,6 mia. euro. Det viser tal fra den tyske e-handelsorganisation bevh.

Væksten skyldes i høj grad, at forbrugerne handler oftere, hvilket igen kan kædes sammen med, at flere køb sker på mobilen eller tablets.

Hver tredje forbruger handler flere gange om ugen, og hver tredje køb bliver gennemført på en smartphone eller tablet – for 5 år siden blev hver femte køb gennemført på en smartphone.

Selvom andelen af mobilkøb er vokset markant, er tyskerne stadig et godt stykke efter de danske forbrugere på dette punkt. I Danmark bliver knap halvdelen af alle køb gennemført på en mobil eller tablet.  

Knap halvdelen går gennem markedspladser

Mens de tyske forbrugere halter lidt efter med hensyn til mobilkøb, er de længere fremme, når det handler om at bruge markedspladser som eksempelvis Amazon.

47 % af alle handler bliver foretaget på en markedsplads (Amazon er suverænt størst -  i 2017 var virksomheden større end de ni nærmeste tilsammen), 35 % gennem omni-channel virksomheder og 15 % sker hos de rene e-handlere.

Læs også: Sådan brugte Australian Bodycare Amazon til at få succes på det tyske marked

Bevh forventer, at væksten i 2020 bliver 10 % og at omsætningen runder 80 % mia. euro.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik