Amazon åbner nyt marked: Går all in i Holland

Den amerikanske gigant udvider i Holland, så forbrugerne nu også kan købe fysiske varer. Åbningen giver indblik i Amazons strategi, vurderer Amazon-ekspert.

Dagene hvor hollandske forbrugere kun kunne købe e-bøger på Amazon.nl er ovre. I hvert fald har Amazon inviteret sælgere og producenter til at åbne en konto på den hollandske Amazon, hvor de også kan sælge andre produkter. Det skriver Retaildetail.eu.

Det lyder som en stor omvæltning, men det skal tages med et gran salt, for hollandske forbrugere har i realiteten haft adgang til mere end 3 mio. produkter gennem den tyske del af Amazon. Der vil heller ikke blive åbnet hollandske distributionscentre, da varerne kan leveres indenfor 24 timer, når de sendes fra de tyske centre.

Men det lugter lidt af det, vi ser her i Skandinavien, hvor Amazon søger oversættere og åbner logistikcentre meget tæt på vores grænser.”

- Niels Ralund

Amazons indtog i Holland kommer ikke bag på Niels Ralund, som sammen med flere FDHI-medlemmer var på tur i Holland i 2019.

”Amazon er allerede ret store i Holland, så mange undrede sig over, at de endnu ikke var gået all in. Det har blandt andet handlet om nogle politiske benspænd, men alle, vi talte med, var enige om, at det var blot et spørgsmål om kort tid, inden det skete.”

Det er umiddelbart oplagt at spekulere i, at Amazons hollandske åbning bringer en dansk invasion tættere, men det skal man være forsigtig med, forklarer Niels Ralund.

”Jeg mener ikke, at Holland og Danmark kan sammenlignes direkte, fordi Amazon allerede var så store i Holland, og markedet er større end det danske. Men det lugter lidt af det, vi ser her i Skandinavien, hvor Amazon søger oversættere og åbner logistikcentre meget tæt på vores grænser.”

Samtidig viser den hollandske ekspansion ifølge direktøren, at selv relativt mindre markeder, som det hollandske og dermed også skandinaviske, er interessante for den amerikanske gigant.

”Og jeg tror ikke, at den interesse bliver mindsket af, at Alibaba er begyndt på en europæiske charmeoffensiv.”

Det er helt tydeligt, at Amazon satser på at have sproget på plads og have en masse distributionscentre tæt på landet, inden de går all in. Det er de ved at have i Polen, som, jeg tror, bliver det næste marked for dem.

- Søren Kipling, Amazon-ekspert

Begejstring hos danske Amazon-sælgere

Mens Amazons åbning i Holland kan få nogle hollandske e-handlere til lige at synke en ekstra gang, er begejstringen stor hos danske Søren Kipling fra Eshoes. Han sælger sko på flere af Amazons markeder og har længe ventet på, at giga-platformen ville åbne et nyt marked.

”Vi har allerede erfaringen og set-uppet klar, så vi kan ret hurtigt komme i gang, når Amazon åbner sluserne.”

Søren Kipling driver også konsulentbureauet Be-ahead, der hjælper virksomheder med at komme på Amazon, og også her åbner Amazons træk for nye opgaver.

”Hollænderne er glade for at handle på nettet og på Amazon, så det er et købelystent marked, vi nu pludselig får adgang til. Det er yderst interessant for mange virksomheder, så der bliver nok at lave.”

Amazon-eksperten mener ligesom Niels Ralund ikke, at åbningen i Holland bringer en åbning i Danmark tættere på, men den giver et indblik i strategien.

”Det er helt tydeligt, at Amazon satser på at have sproget på plads og have en masse distributionscentre tæt på landet, inden de går all in. Det er de ved at have i Polen, som, jeg tror, bliver det næste marked for dem.”

Selvom giganten ikke er på vej ind i Danmark med det samme, så skal Amazon være med i danske virksomheders strategi, fastslår Søren Kipling.

”De kommer på et tidspunkt, og det vil ramme dem, der ikke har en strategi for, hvordan de skal klare det. Derfor kan man lige så godt udnytte tiden og forberede sig.”

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik