Europæerne skruer op for e-handlen under corona

Nedlukningen af mange fysiske butikker har fået flere europæiske forbrugere til at handle mere på nettet. Tallene stemmer overens med danske tal, der også viser, at udviklingen vil fortsætte på den anden side af pandemien.

Mens de fysiske butikker har oplevet stor nedgang under coronakrisen, har mange netbutikker haft markant fremgang. Nye tal fra Frankrig, Tyskland, England, Holland, Italien og Spanien viser, at 56 % af forbrugerne har handlet mindst tre produkter online om måneden, mens det før krisen var 43 %.

Tallene viser også, at godt en fjerdedel af forbrugerne forventer, at de vil fortsætte med at handle mere online, når krisen er ovre. 10 % af forbrugerne vil undgå fysiske butikker for at minimere smitterisikoen, mens 22 % vil handle produkter på nettet, som de før krisen altid købte i fysiske butikker.  

De europæiske tal stemmer fint overens med FDIH’s tal for det danske marked, forklarer Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

”Der er en del netbutikker, som har haft det hårdt under krisen, men samlet set har branchen haft fremgang. Især dagligvarebranchen, havecentre og hobby- og legetøjsforretninger har oplevet en eksplosiv vækst.”  

En god portion af væksten skyldes ifølge netbutikkerne, at de har fået nye kunder, men de europæiske tal konkluderer også, at stor-shopperne har skruet gevaldigt op for købsfrekvensen.

Antallet af forbrugere, der shopper mellem seks og ti produkter online om måneden, er under krisen næsten fordoblet fra 10 til 17 %.

”Man må sige, at væksten er bredt funderet med forskellige forbrugere og varegrupper, og dermed tør jeg også tro på, at den store vækst vil fortsætte, når vi en gang er på den anden side af krisen. E-handelsbranchen har heldigvis også bevist, at den kan følge med efterspørgslen og levere en god service,” siger Niels Ralund.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik