E-handelsrelevante erhvervsuddannelser har rekordhøjt optag i år

Erhvervsuddannelserne kan nyde godt af det høje studieoptag i år. Flere unge har satset på en erhvervsuddannelse rundt i landet – og det er særligt uddannelserne med gode beskæftigelsesmuligheder, som har tiltrukket de studerende.

Det høje ansøgertryk på landets uddannelser i år kan meget vel have en positiv effekt på fremtidens e-handel.  Af de 69.526 studerende, der har fået en studieplads i år, er 10.112 af dem blevet optaget på en af landets otte erhvervsakademier. Det er en ny rekord for uddannelserne, hvis optag generelt er steget med 11%.

Cphbusiness er dét erhvervsakademi med størst fremgang i antal optag med hele 19%. Her kan man blandt andet tage en professionsbachelor i E-handel, og den har haft 274 ansøgere i år, hvilket er 39% mere end sidste år, hvor ansøgertallet lå på 197. I år er 59 blevet optaget på uddannelsen.

Om optaget siger chefkonsulent hos Cphbusiness, Søren Meyer:

”Det har for Cphbusiness været ærgerligt at skulle give afslag til så mange kvalificerede ansøgere; ikke mindst fordi Cornakrisen jo har sat fuldt tryk på E-handel, og erhvervslivets efterspørgsel efter medarbejdere inden for dette område må forventes at stige.”

Stigende optag over hele landet

Erhvervsakademi Aarhus er blot ét af dem, hvis antal studerende er steget år for år. 2679 studerende er blevet optaget i år – et tal, der i 2010 lå på 1141, så akademiet er altså mere end fordoblet i optag på ti år.

Mængden af ansøgere har også været på sit højeste nogensinde. På akademiets professionsbachelor i E-handel har ansøgertrykket også været højere i år med 247 i år op i mod sidste år, hvor der var 223 ansøgere. Uddannelsen optager 80 studerende.

Det er på baggrund af Folketingets ønske om flere studiepladser, at optaget er blevet udvidet – særligt på de uddannelser, der har gode beskæftigelsesmuligheder, så flest mulige kan komme i arbejde efterfølgende.

UCL Erhvervsakademi og Professionsskole i Odense har også haft et rekordstort optag i år med i alt 4085 studerende, der har fået studieplads. Det er tydeligt, hvilke uddannelser, der har tiltrukket de studerende i år, mener rektor på UCL, Jens Mejer Pedersen:

”Vi har haft et usædvanligt godt optag på vores erhvervsrettede uddannelser i år. Vi har en stigning på 12% i forhold til sidste år, og det er blandt andet vores erhvervsakademi-, og professionsbacheloruddannelser inden for økonomi, IT, markedsføring og E-handel, som har tiltrukket mange nye studerende.”

Adm. direktør hos FDIH, Niels Ralund er begejstret for det store optag:

”Det er oplivende at se, at de unge får øjnene op for e-handelsrelaterede uddannelser – og at disse stiger år for år. Der er et voksende behov for dygtige e-handlere og at dømme efter ansøgertrykket på landets erhvervsakademiuddannelser, kommer vi ikke til at mangle dygtig arbejdskraft om et par år.”

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik