Coronavirussen giver digital dagligvarehandel det folkelige gennembrud

De digitale dagligvarebutikker har rygende travlt under coronakrisen og gør klar til at investere massivt i yderligere digitale tiltag. Det er et længe ventet folkeligt gennembrud, siger Niels Ralund fra FDIH.

Siden statsminister Mette Frederiksen i marts lukkede store dele af Danmark ned, har der været ekstrem travlhed i de danske virksomheder, der sælger dagligvarer på nettet.

Coop har næsten tredoblet omsætningen på dagligvarer online, Salling Groups omsætning i BilkaToGo er vokset med 500 % og nemlig.com har fordoblet omsætningen. De voldsomme vækstrater betyder ifølge Niels Ralund fra FDIH, at den digitale dagligvarehandel har fået det folkelige gennembrud, som branchen længe har ventet på.

”Dagligvarehandlen har længe været e-handlens joker, fordi potentialet er så enormt. Vi har dog ventet længe på, at danskerne over en bred kam skulle tage muligheden til sig, men det ser vi så i voldsom grad nu.”

FDIH-direktøren vurderer, at det ikke blot er et midlertidig gennembrud, som vil forsvinde, når Danmark vender tilbage til en mere normal dagligdag.

”Der er god grund til at tro, at kunderne får sig en rigtig god oplevelse, når de handler deres dagligvarer digitalt. De digitale dagligvarebutikker har nemlig i efterhånden en del år scoret højst, når det handler om at give kunderne en god oplevelse, og nemlig.com har flere gange fået den bedste NPS-score herhjemme. Derfor tror jeg også, at mange af de nye kunder vil fortsætte med at handle digitalt fremover – en god tommelfingerregel er, at har du først købt dagligvarer digitalt, så vil du fortsætte med det.”

Dagligvarehandlen har længe været e-handlens joker, fordi potentialet er så enormt. Vi har dog ventet længe på, at danskerne over en bred kam skulle tage muligheden til sig, men det ser vi så i voldsom grad nu.

Massive investeringer

De digitale dagligvarebutikker deler tilsyneladende den holdning, for de har travlt med at ansætte nye kolleger, så de kan følge med den stigende efterspørgsel, og samtidig skruer de massivt op for investeringer, der kan hjælpe i fremtiden.

Salling Group vil eksempelvis ifølge Børsen smide en halv milliard kr. efter digitale løsninger i de næste to år. Pengene skal bruges på en digital platform til Føtex-butikkerne, og så skal BilkaToGo rulles ud flere steder i landet, hvor der ikke er Bilka-butikker.

Det skal ske med specialdesignede containere, hvor kunderne kan hente de varer, som de har bestilt på nettet.

Containerne har været en del af strategien længe, men på grund af den voldsomme efterspørgsel, så bliver de planer nu fremrykket, forklarer Salling Groups topchef, Per Bank, til Børsen

“Vi griber de muligheder, der byder sig i markedet, da vi forventer, at kunderne i langt højere grad end tidligere vil orientere sig mod nye online indkøbsmuligheder.”

Per Bank satser på, at Salling på sigt vil snuppe 35 % af markedet.

Vi griber de muligheder, der byder sig i markedet, da vi forventer, at kunderne i langt højere grad end tidligere vil orientere sig mod nye online indkøbsmuligheder

Milliardmarked med kæmpe potentiale

I 2019 brugte de danske forbrugere ifølge FDIH’s E-handelsanalyse 6,6 mia. kr. på dagligvarer og måltidskasser på nettet.

”Jeg tror, at de borgere, der på grund af alder eller sygdom bliver hjemme for at passe på sig selv, i høj grad vil fortsætte med dagligvarehandel på nettet. I disse tider er det bare mere bekvemt at få varerne leveret til døren, og derfor tror jeg også, at tallet vil vokse markant i 2020,” slutter direktøren.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik