Tysk transportminister vil forbyde netbutikker at tilbyde gratis retur

Forbuddet mod gratis returneringer skal styrke de fysiske butikker og skåne miljøet. Den forkerte vej at gå, mener FDIH, som tror på tekniske løsninger.

Det er ikke kun i Danmark, at e-handlen brager frem. Det gør den også i Tyskland, hvor der sidste år blev langet 3,5 mia. pakker over de digitale diske.

Den stigende e-handel er dog ifølge den tyske transportminister, Andreas Scheuer (CSU), skadelig for både de fysiske butikker og miljøet, og derfor vil han bremse udviklingen.

Det støtter hans CDU-kollega Christian Haase op om, og han har derfor foreslået, at det skal være ulovligt for netbutikker at tilbyde gratis returnering.

Hvis Haases forslag skal blive til virkelighed, skal der ændres i EU's forbrugerrettighedsdirektiv. Det siger, at kunden i tilfælde af fortrydelse bærer de direkte omkostninger ved returnering af de købte varer, medmindre den erhvervsdrivende har accepteret at bære disse omkostninger.

Ifølge Haase skal det være forbudt for netbutikkerne at påtage sig disse omkostninger, og dermed bliver gratis returneringer de facto forbudt.

Unfair og uden virkning

Hos FDIH har adm. direktør Niels Ralund fulgt den tyske debat med lige dele interesse og forbløffelse. Han medgiver, at returneringer er en udfordring, men ser mere det tyske forslag som et forsøg på at ramme netbutikkerne end på at løse udfordringen.

”For nogle varekategorier – f.eks. tøj og sko – er det en større udfordring end for andre, men ser vi på Danmark så ligger den gennemsnitlige returrate på 4 %, så jeg mener ikke, at udfordringens størrelse kan forsvare et så drastisk forslag.”

”Jeg synes, at det lugter lidt af, at man under dække af miljøhensyn vil stække netbutikkerne for at hjælpe de fysiske butikker. Det, mener jeg, ikke er helt fair.”

Hvor mange returnerer?

FDIH-direktøren mener heller ikke, at et forbud mod gratis returneringer vil føre til markant færre netkøb eller returneringer. Tværtimod kan det risikere at give et bæredygtighedsbagslag, fordi nogle forbrugere vil undlade at sende eksempelvis en trøje i forkert størrelse retur, og så kan det føre til spild.

”Allerede i dag ved vi, at en del forbrugere simpelthen ikke får sendt varer retur, selvom de ikke kan bruge den. Det kan blive forstærket, hvis det bliver forbudt med gratis returneringer.”

Årsager til ikke at returnere

I stedet for at lave forbud, der vil gøre livet surt for både forbrugere og netbutikker, tror Niels Ralund på, at branchens egne initiativer kan gøre en forskel.

”Der er jo ingen netbutikker, der synes, at det er super fedt at æde den ene returnering efter den anden, for det er ganske dyrt. Derfor bliver der også knoklet for at begrænse returneringerne - eksempelvis med teknologi, der skal sikre, at pasformen er rigtig osv.”

”Og der bliver også arbejdet rigtig meget med sikre bæredygtig emballage, som kan bruges igen.”

FDIH følger sagen, som dog endnu blot er ved de tyske tanker. 

Kommentarer

25. sep 2019 Amanda

Statistikken over hvor mange køb, der beholdes, stemmer ikke hvis du beder om tallene fra webshops, der handler med tøj. Her er returprocenten typisk over 25% - og hos nogle af de store over 60%. Derfor vil det faktisk give rigtig god mening at gøre det forbudt at tilbyde fri retur. Det vil styrke de mindre netshops samt de fysiske forretninger - og vigtigst af alt - skåne miljøet.

25. sep 2019 Ole Andersen

Helt enig med Amanda Vi holder os fra det Tyske markedet alene pga. af at vi er nød til at tilbyde gratis returfragt og det vil vi ikke betale for da det bliver en temmelig stor omkostning med en pakke på 80x60x30 cm

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik