EU sætter kursen for danske e-handelsregler

Folketingsåret er skudt i gang, men lovprogrammet udløser ikke nye overraskende knald for e-handlen. De planlagte lovændringer handler om tilpasning til EU-regler og forbrugerbeskyttelse.

Statsminister Mette Frederiksens åbningstale fokuserede på sammenhængskraften og de traditionelle værdier i det danske samfund samt klimaet. Regulering af erhvervslivet og især e-handlen fik ikke plads i talen, og de kommende lovforslag er derfor beskrevet i lovprogrammet. Her handler det på flere områder om tilpasning af danske love til eksisterende og kommende EU-regler.

”Det er nærmest ”business as usual”, hvor e-handlen primært skal kigge mod Bruxelles for at tage bestik af de regler, der regulerer området. Vi har derfor ingen overraskelser i vente. Det skulle da lige være forhandlingerne i efteråret om den nye postlovs-aftale, men her holder vi selvfølgelig tæt kontakt til transportministeren,” siger direktør Niels Ralund, FDIH.

Erhvervsministerens afsnit i lovprogrammet handler primært om ændringer i forhold til EU-regler i markedsføringsloven, herunder om definition af forbrugerbegrebet, præcisering af aggressiv handelspraksis samt tilpasning af samtykkekrav. Forbrugerombudsmanden kan også se frem til bedre mulighed for at kunne håndhæve reglerne i overtrædelsessager.

Der bliver også et opgør med kviklån, ligesom indsatsen mod ulovlige produkter styrkes ved at samle reglerne i én lov.

Vigtigst for e-handlen er nye regler, der fremsættes i foråret 2020 om håndhævelse af Platform-to-Business-forordningen (P2B). Forordningen træder i kraft den 12. juli 2020. Så for virksomheder, der sælger via markedspladser som fx Amazon, vil der være nye regler næste år, herunder om dataetisk ansvarlighed. Det er et sæt regler, som FDIH følger meget nøje.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik