Black Friday!Black Week! Cyber Monday! Få styr på prismarkedsføringen!

Der er mange anledninger til at reklamere med gode tilbud, og kunderne er vilde med at gøre en god handel. I dette inferno af tilbudsdage, er det vigtigt at sørge for, at din markedsføring ikke er vildledende. Følger du anvisningerne i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, er du på den sikre side.

Her kommer et par highlights fra retningslinjerne:

Hvis du laver prissammenligninger, vil det blive betragtet som din egen før- eller normalpris, du sammenligner med, medmindre du klart angiver noget andet.

Prissammenligninger på enkelte varer

Hvis du direkte eller indirekte vil sammenligne den pris, en vare er sat til salg til, med en tidligere pris for varen, skal du kunne dokumentere, at varen har været solgt til den angivne pris i mindst 6 sammenhængende uger op til fx Black Friday.

Kortvarige kampagner

Der er lempeligere regler for kortvarige kampagner som fx Black Friday, momsfri weekend eller Cyber Monday. Ved kortvarige kampagner kræves det nemlig ikke, at alle de produkter, der indgår i tilbuddet, opfylder kravet om, at varen skal have været solgt til normalprisen i minimum 6 sammenhængende uger. Det gælder dog kun, hvis kampagnen opfylder følgende krav:

  • At kampagnen maksimalt varer 3 dage.
  • At besparelsesudsagnet angår samtlige varer i shoppen, dele af et produktsortiment eller en bestemt produktkategori. Du kan altså skrive 25% på hele shoppen, 25% på alle sko af mærket Nike, eller 30% på alle vaskemaskiner.

De lempelige regler gælder altså ikke ved et tilbud, der kun vedrører enkelte varer.

Varer der er på tilbud så ofte, at de ikke har en reel normalpris

Hvis en vare har været på tilbud meget ofte som led i kortvarige kampagner, til nedsat pris, som led i et kombinationstilbud eller en mængderabat, kan det det være vildledende at sammenligne med en normalpris. Det er en ny regel, der kom ind i retningslinjerne for prismarkedsføring i 2017. Flere erhvervsdrivende er blevet politianmeldt for vildledning, fordi de priser, der blev sammenlignet med, ikke var reelle.

Gode tilbud

Hvis du har købt en vare hjem til fx Black Friday, kan du ikke sammenligne med en normalpris. Du kan godt skrive ”introduktionspris” og sammenligne med normalprisen, hvis du vil sælge den pågældende vare til normalprisen i en længere periode efter Black Friday.

Er der ikke mulighed for en prissammenligning, må du kun bruge ord som ”kun”, ”tilbud”, ”kampagnepris” eller lignende, hvis købet er særlig fordelagtigt. Det betyder omvendt, at tilbuddet ikke må være uden reelt indhold.

Læs mere i Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik