Nu også i Danmark: Zalando indfører minimumsbeløb for fri fragt

Danske kunder skal vænne sig til at betale fragt, hvis de handler for mindre beløb i Zalando. FDIH forventer, at det kan få afsmittende effekt.

Først var det de italienske, så var det de spanske, irske og britiske og nu må Zalandos danske og nordiske kunder også vinke farvel til fri fragt, når de handler for småbeløb. Det bekræfter Zalandos finanschef, David Schroeder, som også siger, at det det nye gebyr ikke har haft indvirkning på kundetilfredsheden i de ”ramte” lande.

”Jeg tror helst, at Zalando ville have kørt med fri fragt og retur for alle køb, men de har nok indset, at det simpelthen bliver for dyrt, og derfor har de indført den her grænse, som vi godt nok ikke kender endnu,” siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH.

Den digitale tøjbranche kæmper med tårnhøje returrater og samtidig viser tal fra Zalando, at ordrestørrelserne falder i takt med, at forbrugerne oftere shopper via deres smartphones.

”Når det både er nemt og gratis at bestille varer og sende dem retur, så vil kunderne være fristet til at bestille flere varer, de er usikre på, og det bliver altså dyrt i længden for netbutikkerne både at bringe varerne ud og hente dem hjem igen uden betaling. Derfor er det naturligt, at Zalando og andre i branchen kigger på logistikudfordringen,” siger Niels Ralund.

Zalando oplyser til FDIH, at der bliver en fragtpris på 29 kr. for køb under 189 kr., og at reglerne træder i kraft d. 20. maj. 

FDIH-direktøren forventer, at Zalandos nye fragtgebyr kan få en afsmittende effekt hos danske netbutikker.

”En del af de danske netbutikker, der har indført fri fragt, har gjort det for at hamle op med de store internationale netbutikker, der sætter standarden. Når giganterne begynder at droppe fri fragt, så tror jeg, at en del mindre netbutikker vil gøre det samme, for det er en meget dyr forretningsmodel.”

Ifølge FDIH’s Logistikanalyse 2018 tilbyder 48 % af netbutikkerne fri fragt (ikke betinget af minimumskøb).

Zalando er den største netbutik i Danmark med en markedsandel på 3,4 % af alle handler.

Del med dit netværk

Kommentarer

18. maj 2019 Peter

Det var da en rigtig god nyhed, og noget som jeg umiddelbart også tænker er en udvikling, FDIH er glad for, da det alt andet lige må stille de fleste danske webshops i en mere fair konkurrencesituation. Almindelige webshops skal for at kunne drive deres forretning tjene penge, og det siger sig selv, at et salg til f.eks. 200 kr. blot fratrukket varens indkøbspris, moms, fragt og returfragt på ingen måde understøtter en sund forretning. Store internationale webshops med rige ejere har ikke brug at tjene penge i første omgang. For dem handler det om volumen og dominans, så de kan både brænde penge af på markedsføring, prisdumping og gratis fragt og retur. Det er ikke noget, der støtter et sundt og varieret marked, så hurra for forsendelsesomkostningernes tilbagekomst.

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Niels Preysz
Medlemschef
Micha Hansson
Webmaster & Medlemservice-ansvarlig
Simon Bjerremann
Analysechef
Mikkel Roh Bøgebjerg
Projektleder/ medlemsservice
Anne K. Hansen
Eventchef
Pernille Trieb
Projektleder - er pt. på barsel
Birgitte Warming Juul
Projektleder
Magnus Glenn Hansen
Projektleder
Ditte Rogild Andersen
Studentermedhjælper - medlemsservice
Frederik Holmershøj
Juridisk studentermedhjælper
Tine Lauritsen
Ba.jur.