Ny formand og produktive dage i Bruxelles

Der var gang i den på Ecommerce Europes arbejdsgruppe- og bestyrelsesmøder 4.-5. december i Bruxelles. Prismarkedsføring, ePrivacy, betalingsmarkedet, produktsikkerhed og ikke mindst bæredygtighed var nogle af de emner, der blev vendt. Endelig fik Ecommerce Europe ny formand.

Bæredygtighed og klima er centrale nøgleord, når erhvervslivet, herunder e-handlen, skal tale med EU-Kommissionen fremover om nye regler. Det har vi klart fornemmet på de løbende meldinger, og derfor var Eva Dalenstam og Olivier de Clecq fra EU's miljøgeneraldirektorat, ENVI, inviteret til mødet i Ecommerce Europes eRegulation Committee den 4. december.

De to gæster og den efterfølgende dialog havde fokus på cirkulær økonomi, genanvendelse og udvidet producentansvar for information om de produkter, der kommer til salg inden for unionen.

Konklusionen var, at der er en opgave forude med at forklare Kommissionen og sikkert også Europa Parlamentet, at langt de fleste e-handelsorganisationer ligesom FDIH har fokus på bæredygtighed, og at e-handlen er medspiller, når der skal nås nye klimamål.

Endelig nedsætter Ecommerce Europe i januar en arbejdsgruppe om bæredygtighed, der rapporterer til eRegulation Committee.

Dagsordenen omfattede også en livlig drøftelse af Digital Services Act, og en eventuel revision af e-handelsdirektivet. Her leverede de nordiske lande et standpunktspapir om, at der skal gælde lige vilkår, fx om produktsikkerhed for netbutikker og markedspladser, der dukker op i tilknytning til sociale medier.

Der er behov for at arbejde videre med et samlet standpunktspapir for Ecommerce Europe om holdningen til Digital Services Act, der er et samlet udspil fra Kommissionen, som omfatter flere love.

Forhandlingerne om ePrivacy-direktivet ligger igen stille, da det finske formandskab ikke kom i mål med en revideret tekst. De første meldinger fra den nye Kommissionen tyder på, at man vil starte med at fremsætte et nyt forordningsforslag. Så nu vi venter spændt.

Endelig skal Kommissionen i 2020 se på effekten af Geo-Blocking direktivet, så Ecommerce Europes medlemsorganisationer gennemfører en stikprøve inden jul hos udvalgte medlemmer om deres oplevelse af Geo-Blocking reglerne.

Hvis du har noget på hjerte om geo-blocking i praksis, men din virksomhed i denne uge ikke modtager en mail med en håndfuld spørgsmål, så kontakt public affairs chef Henrik Theil på mail het@fdih.dk.

Nye betalingsformer på vej

Arbejdsgruppen om betalinger (Digital transactions and Innovation)  konstaterede, at efter SCA-betalinger nu har fået en køreplan for implementering, så presser spørgsmålet om de nye aktører i betalingsmarkedet sig på.

Betalingsløsninger fra Apple, Samsung, Amazon og andre skaber nye konkurrenceforhold samtidig med, at i betalingsudvalg som ERPB, European Retail Payment Board, arbejdes for at etablere realtidsbetalinger konto-til-konto – og uden om kortbetalinger - inden for hele EU.

Næste møder byder på drøftelse af betalingslandskabet, kryptovalutaer og de nye aktører samt kunstig intelligens.

Ny formand fra Holland

Møderækken i Bruxelles omfattede også bestyrelsesmøde og den første generalforsamling siden sammenlægningen af EMOTA og Ecommerce Europe. 

Det stærkere Ecommerce Europe får også et nyt ansigt i spidsen. Formanden Francois Momboisse fra franske FEVAD har været formand siden Ecommerce Europes etablering for 7 år siden, og han blev på generalforsamlingen afløst af Wijnand Jongen, der til daglig står i spidsen for den hollandske organisation Thuiswinkel.

Formandsskifte i Ecommerce Europe.  Fra venstre Franscois Momboisse, Fevad, går af som formand. I midten Ecommerce Europes daglige leder Marlene ten Ham. Wijnand Jongen, Thuiswinkel, tiltræder som ny formand.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik