USA forlader postsamarbejde i protest mod Kina-rabat på porto

USA opsiger sit medlemskab af den internationale postunion, fordi man ikke kan få fjernet Kinas portorabat på pakker, der sendes til USA. FDIH forstår USAs frustration.

USA har den 17. oktober 2018 opsagt sit medlemskab af den internationale postunion (UPU) under FN, fordi det ikke er lykkedes at komme igennem med en forhøjelse af de portosatser, som Kina betaler andre lande for den sidste lokale del af udbringningen.

USA's præsident Donald Trump har gentagne gange raset over, at Kina med status som u-land får store rabatter på ”last mile” udbringningen, når det amerikanske postvæsen bringer kina-pakker fra modtagelsesstedet i USA til slutmodtager. Den amerikanske regering har ifølge New York Times vurderet, at de nuværende portoaftaler koster det amerikanske postvæsen 1 USD i snit pr. pakke fra Kina, som bringes ud.  

Da det ikke lykkedes USA at komme igennem med ønsket om nye satser, senest ved UPUs kongres i september i Etiopien, har amerikanerne nu opsagt deres medlemskab af UPU. De udtræder af UPU om et år, og de vil i de kommende 12 måneder arbejde på at få nye porto-aftaler i stand.

”Vi forstår amerikanernes frustration over den helt urimelige rabat, som Kina opnår, fordi landet fortsat står som u-land i UPUs aftaler. Det giver kinesiske webshops en urimelig konkurrencefordel, når de kan sende pakker billigere fra Beijing til Køge, end en dansk netbutik kan sende en tilsvarende pakke fra Brønderslev til Brønshøj. Det er unfair konkurrence, så det basker,” siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH, Foreningen for dansk Internethandel.

FDIH har igennem flere år opfordret både den danske regering og EU til at prioritere postaftaler, momsproblemer og tvivlsom kvalitet i flere kinesiske produkter, så vi får en mere fair og sikker e-handel.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik