Forbrugerombudsmanden: Sådan undgår du at lave skjult reklame og vildledende prismarkedsføring

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard lagde tirsdag d. 6. november vejen forbi FDIHs kontor, hvor hun og dygtige kolleger gjorde FDIHs medlemmer klogere på blandt andet den nyeste udvikling inden for skjult reklame og prismarkedsføring.

Det blev en god dag, hvor både hovedreglerne og de nye regler i prismarkedsføringsretningslinjerne og reglerne om skjult reklame blev gennemgået.

Forbrugerombudsmanden fremhævede, at selvom man isoleret set overholder retningslinjerne for brug af før- og nupriser, så kan hyppig brug af 3-dages tilbud, før- og nupriser mv. føre til, at en vare har været på tilbud så ofte, at man ikke kan sige, at den har en reel normalpris. Fx havde Forbrugerombudsmanden udtalt, at det var vildledende at sammenligne med normalprisen for en vare, der havde været på tilbud 36 dage ud af 76 dage, og for en vare, der havde været på tilbud 7 gange på 2½ måned.

Ved brug af rabatkoder skal referenceperioden på minimum 6 uger overholdes, hvis rabatkoden er tilgængelig for stort set alle. Her ser Forbrugerombudsmanden på, hvor, hvordan og over for hvem rabatten markedsføres, og hvor mange rabatkoder der udbydes.

Reglerne for salg i Outlets er også nye. I Outlets, hvor den erhvervsdrivende sælger egne udgåede varer, ukurante farver, størrelser mv., må man gerne sammenligne priserne med priserne i forretningen. Man må også fortsætte tilbuddene, indtil varerne er udsolgt. Hvis man sætter priserne yderligere ned, må man kun sammenligne med prisen umiddelbart før prisnedsættelsen.

Brug af ordet ”Gratis” optager mange. Ordet og lignende ord, der betyder det samme, må gerne bruges i kombinationssalg, hvor man betaler for en vare og får et andet produkt gratis med i købet, uden at prisen på varen bliver sat op. Forbrugerombudsmanden har ikke taget stilling til, om man lovligt kan bruge udtrykket gratis eller fri fragt, når kunden køber for over et bestemt beløb, men det er formentlig lovligt.

Forbrugerombudsmanden anser ikke en vare eller ydelse for gratis, hvis man skal betale med sine personoplysninger – fx sin mailadresse. Men her afventer Forbrugerombudsmanden en afgørelse fra den tyske højesteret, som har fået forelagt spørgsmålet.

Skjult reklame

Der er kommet en ny regel i markedsføringsloven om skjult reklame. Hvis der står en kommerciel interesse bag et udsagn – fx en anden persons omtale af et produkt - vil der være tale om reklame. Det er fx tilfældet, hvis man som virksomhed bruger influenter til at omtale sine produkter.

Hvis man opfordrer sine medarbejdere til at omtale virksomhedens produkter eller til at dele opslag på sociale medier, vil der også kunne være tale om reklame.

Det skal altid angives tydelig, hvis der er tale om reklame. Det afhænger af den konkrete situation, hvordan det skal angives, men influenten kan bruge ordet reklame eller annonce øverst i teksten. I visse situationer, er det tilstrækkeligt at skrive, at man har fået produktet i gave. Er det en medarbejder, der reklamerer, er det normalt tilstrækkeligt, at det tydeligt fremgår, at den pågældende er ansat i virksomheden.

Der var flere spørgsmål til, hvem der kan blive straffet for skjult reklame, og det klare svar var, at virksomheden, der bruger influenter eller medarbejdere til at reklamere, er ansvarlige for, at indlæg på sociale medier tydeligt bliver markeret som reklame. Derfor bør man lave kontrakter med de influenter, man bruger, hvor det fremgår, hvordan opslag skal markeres. Virksomhederne må også følge med i, om influenterne overholder kontrakten.

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter
Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Niels Preysz
Medlemschef
Micha Hansson
Webmaster & Medlemservice-ansvarlig
Simon Bjerremann
Analysechef
Mikkel Roh Bøgebjerg
Projektleder/ medlemsservice
Anne K. Hansen
Eventchef
Pernille Trieb
Projektleder
Birgitte Warming Juul
Projektleder
Magnus Glenn Hansen
Projektleder
Ditte Rogild Andersen
Studentermedhjælper - medlemsservice
Frederik Holmershøj
Juridisk studentermedhjælper
Tine Lauritsen
Ba.jur.