FDIH glæder sig over politiets nye indsats mod svindel

Politiet vil centralisere anmeldelser om netsvindel, så FDIH glæder sig over endnu et politisk ønske, der bliver gennemført.

Justitsminister Søren Pape Poulsen har meddelt, at politiet nu styrker indsatsen mod netsvindel med en centralisering af arbejdet med anmeldelserne og efterforskningen.

”Vi er rigtigt glade for, at et af FDIHs mangeårige ønsker til politiet nu bliver til virkelighed med en central enhed, der skal modtage og koordinere anmeldelser, så vi får en mere effektiv indsats mod svindel på nettet. Vi tror også, at vi får en vigtig sidegevinst, nemlig en bedre dialog mellem politi og netbutikker, der anmelder svindel,” siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH.

FDIH har i lang tid overfor politiet og justitsministeren peget på behovet for en central anmeldelsesfunktion og koordineret indsats. I dag anmelder netbutikker svindel lokalt, og derfor kan det knibe med at få et hurtigt overblik over, hvor omfattende en svindelsag er, når der er anmeldelser i flere politikredse. Endelig har manglende tilbagemelding og opklaring fået flere netbutikker til at opgive anmeldelser på mindre sager.

”Det er afgørende for opklaringen, at alle sager anmeldes. En central anmeldelsesfunktion vil sikre ensartet behandling af og overblik over anmeldelserne, så jeg er sikker på, at det giver en bedre dialog og øget opklaring af sagerne.”

FDIH vil blandt andet gennem FIT-samarbejdet (Forum mod IT-økonomisk kriminalitet), hvor politi og flere organisationer deltager, give input til, hvordan den nye anmeldelsesfunktion kan udformes.

Politiets centrale anmeldelsesfunktion forventes at blive til virkelighed med udgangen af 2018.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik