Hvornår må du opkræve gebyr for kortbetalinger?

Fra årsskiftet trådte den nye lov om betalinger i kraft, og nu er der indført et generelt forbud mod at overvælte kortgebyrer på kunderne. Konkurrencestyrelsens nye vejledning om kortgebyrer blev klar lige inden jul

Konkurrencestyrelsen holder øje med, om den nye betalingslovs forbud mod kortgebyrer bliver overholdt, og lige inden jul kom styrelsens korte og klare vejledning ”Forretningers opkrævning af gebyrer”.

Den gennemgår de mest almindelige betalingsformer, men styrelsen gør også opmærksom på, at vejledningen løbende bliver opdateret i takt med udviklingen på betalingsområdet, og når nye spørgsmål bliver besvaret.

Vejledningen slår fast, at du som forretning:

  • Ikke må overvælte gebyrer på kunder, der vælger at betale med et betalingskort.
  • Ikke må overvælte gebyrer på kunder, der vælger at betale med en mobil betalingsløsning, der er baseret på et betalingskort.
  • Gerne må overvælte gebyrer på kunder, der betaler med firmakort eller treparts betalingsordning.
  • Gerne må overvælte gebyrer på kunder, der betaler med et betalingskort, som er udstedt af en bank eller en betalingskortordning, der er beliggende uden for EU.
  • Gerne må tilbyde rabatter til kunder, der anvender et bestemt betalingskort.
  • Gerne må kræve administrations-, drifts- og ekspeditionsgebyrer uafhængigt af betalingen.

Forbud mod overvæltning af gebyrer på kunden

Du må ikke opkræve et særskilt gebyr for betalingen, når en kunde vælger at bruge et betalingskort i en fysisk forretning eller en forretning på internettet. Du må altså ikke længere overvælte et gebyr på kunden for kortbetalinger. Forbuddet gælder både for betalinger, der gennemføres med debet- og kreditkort.

Forbuddet omfatter private betalingskort som f.eks. Visa/Dankort, Dankort, Mastercard, Mastercard debet, Visa og Visa debet.

Mobile betalingsløsninger

En mobil betalingsløsning er en betalingsform, hvor en kunde betaler via en app på sin smartphone. En mobilbetaling kan være baseret på et betalingskort, og i dette tilfælde må der ikke overvæltes gebyrer på kunden. En mobilbetaling kan også være baseret på en konto-til-konto overførsel, og i dette tilfælde må der gerne overvæltes gebyrer på kunden.

Er du i tvivl, om en mobilbetaling er en kortbetaling eller en kontooverførsel, kan du kontakte din indløser for mere information.

Hvad med PayPal?

Betalinger med PayPal er ikke direkte beskrevet i vejledningen. Hos FDIH har vi dog fået en del spørgsmål om PayPal og gebyrer. Vores svar er, at forretningerne ikke må opkræve betalingsgebyr, da PayPal i sit aftalegrundlag med forretningerne udtrykkeligt fastslår, at der ikke må pålægges kunden gebyrer.

Gebyrer er OK ved firmakort og betalingskortordninger med tre parter

Hvis en kunde betaler med et firmakort må du gerne overvælte gebyrer på kunden. Et firmakort er et betalingskort, der er udstedt til enten

  1. virksomheder
  2. enheder i den offentlige sektor
  3. selvstændige erhvervsdrivende fysiske personer. Firmakortet kan f.eks. være et MasterCard, der er udstedt af kundens firma, og hvor betalingen omfatter arbejdsrelateret udgifter.

Hvis en kunde betaler med et kort, der er udstedt af en ”betalingskortordning med tre parter” må du gerne overvælte gebyrer på kunden. Eksempler på betalingskortordninger med tre parter kan være Diners Club eller American Express. Overvæltning af gebyrer på kunder, der anvender Diners Club eller American Express, er kun tilladt, hvis du har en direkte indløsningsaftale med Diners Club eller American Express. 

Betalingskort udstedt uden for EU kan pålægges gebyrer

Forbuddet mod overvæltning af gebyrer gælder kun, når både din og kundens betalingstjenesteudbyder er beliggende inden for EU.

Hvis en kunde betaler med et betalingskort, der er udstedt af en bank eller en betalingskortordning, der er beliggende uden for EU må du gerne overvælte gebyrer på kunden.

Rabatter

Du må gerne tilskynde dine kunder til at betale med et bestemt betalingskort ved at tilbyde dem rabatter eller lignende. Som eksempler på en rabat kan nævnes fri fragt, prisreducering eller loyalitetsprogrammer.

Andre gebyrer

De nye regler har ikke indflydelse på opkrævningen af administrations-, drifts- og ekspeditionsgebyrer, som du opkræver uafhængigt af kundens valg af betalingsform. Du må ikke omgå forbuddet ved blot at kalde et gebyr – der reelt er et betalingsgebyr – for noget andet end det er. Det afgørende er nemlig ikke, hvad du kalder gebyret. Det afgørende er, om gebyret opkræves fordi kunden har valgt at betale med kort.

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Kommentarer

5. jan 2018 Jette Nielsen

Hvad med MobilePay? Jeg kontaktede MobilePay og svaret var at vi gerne må opkræve gebyr, men ikke mere end det som vi betaler i gebyr til MobilePay. For vores vedkommende 75 øre pr. betaling

5. jan 2018 Henrik Theil/FDIH

Hej Jette Vi er forundrede over MobilePays svar. Hvis betalingen er forbundet med et underliggende betalingskort, fx at kunden har tilmeldt sit Dankort til MobilePay-løsningen, så betragter Konkurrencestyrelsen betalingen som en kortbetaling = der må ikke opkræves gebyr. Tjek pkt. 2.3 i deres vejledning

7. jan 2018 Jette Nielsen

Hej Henrik. Mange tak for svar. Det var egentlig også det jeg forestillede mig, så jeg blev også meget forundret over svaret. Derfor skriver jeg også her, for blev da lidt forvirret må jeg sige. Men det vil så sige at man ikke må opkræve gebyr i forbindelse med MobilePay, hvor man jo, som du skriver, tilknytter et kort eller måske endda flere. Måske man burde kontakte MobilePay så de ikke giver fejloplysninger til deres kunder?

8. jan 2018 Henrik Theil/FDIH

Hej Jette Vi venter på MobilePays kommentar :-)

8. jan 2018 Kim Hansen

Hej, Må bettingsider så også tage kortgebyr, når man som kunde indbetaler penge for at kunne spille? :-)

8. jan 2018 Lars Green

MobilePay Online er en nem og hurtig måde at betale på nettet. Med MobilePay i din netbutik gør du det nemmere for dine kunder, optimerer købsoplevelsen og minimerer besværet. Og så er der ingen beløbsgrænse, når kunden benytter MobilePay i netbutikker. Når man benytter MobilePay Online, gennemføres selve betalingen som en ren kortbetaling med det af forbrugeren valgte betalingskort i MobilePay, og pr. 1. januar 2018 må kort gebyret ikke længere overvæltes på forbrugeren fra forretningens side. For MobilePays vedkommende gælder dette uanset hvilket kort, der benyttes i MobilePay. • MobilePay virker med Dankort, Visa/Dankort, MasterCard, VISA eller VISA Electron • MobilePay understøtter ikke Diners eller Amex, men alene lokalt udstedte betalingskort (EEA) • MobilePay Online er en såkaldt ”pass-through digital wallet”, baseret på det kort som MobilePay brugeren har valgt • Med den nye betalingslov er det ikke længere lovligt at overvælte kort-gebyret til forbrugeren

8. jan 2018 Lars Green

Vi beklager, hvis du har fået et andet svar, men den oplyste pris ser ud til at hænge sammen med priser i den fysiske verden, men for MobilePay Online, så er det altid en kortbetaling som ligger bag. Hilsen lars

8. jan 2018 Henrik Theil/FDIH

Hej Kim Hansen Bettingsider må ikke tage gebyr for kortbetalinger til kundens spilkonto. Det er en kortbetaling som alle andre, uanset formål. Hvis du efterfølgende tager gebyr for kundens træk på spilkontoen, så er det dine egne vilkår, som ikke er reguleret af loven. Men hvis du gør dine gebyrer på spilkontoen afhængige af, hvilket kort, der er indbetalt med, så bør du tjekke med Konkurrencestyrelsen, om det er OK, eller om det vurderes til at være et "skjult" kortgebyr.

8. jan 2018 Kim Hansen

Hej Henrik, Mange tak for svar :-)

8. jan 2018 Jette Gabriele Nielsen

Det var dejligt @Lars Green. Så er jeg ikke i tvivl mere. Formoder at denne tekst findes på MobilePays's hjemmeside :)

10. jan 2018 Karen Jensen

Hej. Hvis jeg bestiller mad hos en restaurant på Just-Eat, må de så opkræve kortgebyr, når jeg betaler med mit VISA/Dankort? (Gebyret er typisk på 1,39 kr.)

12. jan 2018 Daniel

Hej, I min verden lyder dette som en fuldstændig tåbelig lovændring! Os der har en webshop, skal jo betale gebyrer, eksempelvis ved MasterCard transaktioner. Hvem skal betale det gebyr? Det bliver vi jo nød til at tillægge de generelle priser, uanset betalingsform. Så man laver her en lovændring der gør alle varer ved internethandel dyrere? Hvordan skal der holdes styr på om det er et firmakort eller et privatkort som kunden bruger? Jeg sælger kun B2B, men det forhindrer jo ikke en selvstændig erhvervsdrivende i at betale med sit personlige kort. Det samme gør sig gældende ved idrætsforeninger mm.

12. jan 2018 Robin Grengman

Vedr. følgende påstand: "Gerne må overvælte gebyrer på kunder, der betaler med et betalingskort, som er udstedt af en bank eller en betalingskortordning, der er beliggende uden for EU." Der bør tilføjes, at det også omfatter EØS-medlemmerne (Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde), og ikke kun EU-medlemmerne. Kort udstedt i lande som f.eks. Island og Norge, må du heller ikke overvælte gebyrerne, selv om de ikke er medlem af EU, men derimod EØS. Kilde: Lov om betalinger / retsinformation.dk

12. jan 2018 Daniel

Hej, Jf. reglerne må der ikke overvæltes gebyr på AMEX og diners. (givet at man ikke har indløsningsaftale med dem) Men hvad med et AMEX udstedt i fx. USA. Går det under reglerne for Ikke EU kort, og at man dermed gerne må overvælte gebyr, eller under reglerne tre parts betalingsordninger, og at man dermed ikke må?

12. jan 2018 Robin Grengman/Bambora

Hej Daniel Jeg anbefaler at du tager et kig på punkt 2.2 i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning: https://www.kfst.dk/media/49774/vejledning-om-forretningers-opkraevning-af-gebyrer.pdf I forlængelse af det, oplever jeg at American Express ikke indgår aftaler direkte med danske webshop-drivende. Det indebærer at selve aftalen skal etableres gennem en "anden" kortindløser.

12. jan 2018 Henrik Theil / FDIH

@Karen Jensen - Betaling med Visa/Dankort - ingen gebyr! @Daniel - Du har ret i, at loven ikke giver megen mening. Men EU har besluttet, at forbrugerne ikke skal betale gebyrer ved kortbetalinger med private kort. Betaling med nye kort udstedt til erhverv vil kunne kendes som erhvervskort både i kortnummerrække (BIN) og på det fysiske kort. Betalingsvirksomheder (PSP) kan så identificere, hvem man må kræve gebyr af (erhverv) eller ikke (private). Der vil være grænsetilfælde, som ikke er beskrevet i loven eller vejledningen - erhverv, der betaler med sit private kort og omvendt. @Robin / Bambora - Tak for dine indlæg. På grund af lovteksten og undtagelserne i §4 har vi bedt Konkurrencestyrelsen bekræfte/afkræfte, om norske betalingskort (EØS) er omfattet af forbuddet mod overvæltning. Vi har endnu ikke fået svar. God weekend til alle

12. jan 2018 Daniel L

Hej igen, Kan se at en anden Daniel har skrevet samme dag som mig. - Jeg har spurgt angående Amex/Diners udstedt andet sted end EU. Hvis man har indløsningsaftale med Nets kan man ikke omvælte gebyr på amex og diners som er udstedt i EU. Men hvad med Amex og diners som er udstedt udenfor EU?

16. jan 2018 Henrik Theil/FDIH

Hej @Daniel L Amex/Diners vurderes til at være en ordning med tre parter, og derfor er det tilladt at opkræve gebyrer. Tjek pkt 2.2 på side 6 i vejledningen Hvis din aftale med Nets siger noget andet, må du nok vende det med Nets

25. jan 2018 Mathias

Kan du / I nævne eksempler hvor opkrævning af Admin, drift og ekspeditionsgebyrer er ok? "De nye regler har ikke indflydelse på opkrævningen af administrations-, drifts- og ekspeditionsgebyrer, som du opkræver uafhængigt af kundens valg af betalingsform". I så fald må jeg gerne tage et drifts/ekspeditionsgebyr ved alle betalinger (og naturligvis nævnt at jeg tager det i den samlede pris) så længe jeg ikke differentiere på betalingsmåden?

22. feb 2018 Bjarne

Er det bare et smart trick Just Eat, har foretaget sig at det der før lovens ikraftrædelse hed kortgebyr hedder nu håndteringsgebyr men beløbet er stort set ens. Er det lovligt eller en smart omgåelse ?

23. feb 2018 Robin/Bambora

@Mathias: Så længe du opkræver et admin- drift- eller ekspeditionsgebyr af samme størrelse/beløb, uanset valg af betalingsmiddel, så skal det ikke være et problem. @Bjarne: Såfremt det omtalte gebyr varierer alt efter det valgte betalingsmiddel, så er dette i strid med den nye lovgivning. @Daniel: Jeg har netop fået bekræftet, at du ikke længere er i stand til at indgå direkte indløsningsaftale med American Express som dansk webshop-drivende - dette skal med andre ord foregå gennem en tredjepart (en indløser hvor denne agerer mellemmand for AMEX og forretningen). @Henrik Theil: Hvad er jeres fortolkning af følgende: "betaler tilbydes en ekstraordinær rabat, såfremt denne vælger at betale med et anvist betalingsmiddel", hvor selve udsagnet ikke umiddelbart foregår ved valget af betalingsmiddel på en given webshop (kan f.eks. være i markedsførings-mails, tilbud, banner på hjemmesiden eller lignende). Jeg har selv stødt på lignende, men ønsker ikke at nævne konkrete eksempler.

25. feb 2018 John Arne Lorenz

Hei. Jeg ble veldig forundret da jeg betalte med Norsk Visa kort hos Slagteren i Hirtshals igår. De tar 3.75% gebyr på ikke EU kort, selv om Norge er med i EØS avtalen. Etter det jeg leser her på siden så er det ikke lovlig !??!

26. feb 2018 Henrik Theil / FDIH

@John Arne Lorenz - Jeg forstår din forundring, men denne gang har Norge ikke tilsluttet sig PSD2 (Betalingsdirektivet). FDIH har tjekket med Konkurrencestyrelsen, så indtil videre er norsk udstedte betalingskort, at betragte som kort, hvor der må beregnes gebyr. @robin/bambora Spørgsmålet om rabat tager afsæt i EU-reglerne, hvor der specifikt peges på, at butikken kan tilbyde en rabat for at øge brugen af et bestemt betalingsmiddel. Konkurrencestyrelsen nævner selv rabat på fragt som et eksempel. I FDIH oplever vi det som en "skrivebordsløsning", der er svær at til at fungere i den virkelige verden.

9. mar 2018 Alex Gade

Kan man som fitnesscenter kræve et trækningsgebyr for medlemmer? For kan se alle fitnesscentre har en form for betalingsgebyr?

9. mar 2018 Henrik Theil/FDIH

@ Alex Du må gerne opkræve et "X_gebyr", men hvis du skriver at det er på baggrund af betalingerne, så overtræder du loven. Hvis du betegner det som "trækningsgebyr", kan det ligge for tæt op af "betalingsgebyr", så det dermed bliver ligestillet. Tjek med Konkurrencestyrelsen og bed om et forhåndstilsagn om, at din løsning er i orden

20. mar 2018 A. Sofie

Hej FDIH Hvad så med betaling med børnepenge? Jeg ville benytte den betalingsmetode forleden, men blev overrasket over at man på flere hjemmesider kun kan få lov at benytte betaling med "børnepenge" hvis du så betaler x- antal kr i betalingsgebyr.?

20. mar 2018 Henrik Theil/FDIH

@A.Sofie Jeg beklager, men jeg forstår ikke spørgsmålet, da "børnepenge" ikke er et betalingsmiddel

21. mar 2018 A. Sofie

På mange hjemmesider kan man vælge betalingsmetode, børnepenge. Så trækkes dine penge først ved næstkommende udbetalingsdato for børneydelsen, dvs køber jeg noget nu med børnepenge, trækker butikken først pengene d 20 april, men kan det være rigtigt det koster mig 25kr i betalingsgebyr?

12. apr 2018 Helle Hansen

Hej... hvordan forholder man sig når et pizzeria på Just-Eat tager gebyr - de kalder det håndteringsgebyr på 1,64 kr. Vh Helle

12. apr 2018 Henrik/FDIH

@A.Sofie undskyld det sene svar. Det må ikke hedde et “betalingsgebyr”, men er det gebyr for at give kredit i en måned, så kan butikken nok være på sikker grund. Vi vil prøve at vende det med Konkurrencestyrelsen @Helle Det er kun “betalingsgebyr” der er forbudt. “Håndteringsgebyr” er OK, men hvis størrelsen på gebyret følger det tidligere betalingsgebyr for tæt, kan Konkurrencestyrelsen vurdere, at det er et skjult kortgebyr, og give påbud om at ændre praksis

19. apr 2018 Jon

Hvis man bestiller mad hos et pizzaria, hvor de udbringer maden, kan de så kræve DK-gebyr? Altså ikke kun kørselsgebyr men også et seperat DK-gebyr ?

19. apr 2018 Jon

Glemte at skrive til min overstående kommentar, at betaling sker ved udbringningen og ikke online :)

4. maj 2018 Klaus Bloch

Er det bare mig, men denne lovgivning gavner vel ikke rigtig andre end kortudbyderne, da gebyret jo nu er usynligt for forbrugeren. Praksis er jo nu butikkerne hæver priserne på alle vare for at dækker deres omkostninger (hvilket jo er forståeligt) men det betyder at folk som ikke bruger betalingsformer der tillægges gebyr, er med til at betale for at andre får kredit, f.eks. som man får med et mastercard. Jeg synes klart vi skulle rulle denne lovgivning tilbage. Det kunne være rart hvis der var nogle journalister som kunne dykke ned i, hvordan denne lov er tilblevet, da jeg synes de nuværende argumenter, ud fra et forbruger perspektiv er ret tynde.

31. maj 2018 Hans

Må man stadig pålægge gebyr hvis man har et selskab i Norge (registreret i Norge) og til Norske kunder? Eller gælder nøjagtig de samme regler som hvis man har firma i Danmark?

23. jun 2018 Rie pinholt

Må man tage et gebyr på 5 eller 10 når folk hæver kontanter til en festival eller noget lignende

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Medlemschef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Anne K. Hansen
Projektleder
Pernille Trieb
Projektleder
Charlotte Ahm
Projektleder - på barsel
Ditte Rogild Andersen
Studentermedhjælper - medlemsservice