Geo-blocking: Snart skal du sælge til alle

De 28 EU-lande er blevet enige om, at netbutikker skal forpligtes til at sælge til alle forbrugere i EU. Reglen er udtryk for manglende forståelse for både virksomheder og forbrugeres virkelighed, mener FDIH, som frygter, at udenlandske netbutikker vil kapre endnu flere danske forbrugere.

”Vi er for eksport, men vi mener, at det skal være for de netbutikker, der kan og vil – ikke noget man tvinges til,” siger Henrik Theil, chef for Public Affairs i FDIH, om geo-blocking-reglerne, som netop er blevet vedtaget. FDIH har arbejdet for at få bremset reglerne.

Henrik Theil begrunder modstanden med, at reglen bryder med princippet om aftalefrihed, hvor virksomheder selv bestemmer, hvem de vil sælge til. Med loven tvinger man nemlig netbutikkerne til at bruge ressourcer på at sælge til kunder på et marked, de ikke har interesse i. Det kan blive en besværlig proces for både virksomheder og forbrugere:

”Der er 28 lande i EU med forskellige nationale krav til varestandarder, nationale handelskutymer, love, regler for reklamationsret, meget svingende købekraft osv. osv. Det koster ressourcer hos netbutikkerne at forholde sig til alt det, og kunderne risikerer at få en dårlig oplevelse.”

Vi er for eksport, men vi mener, at det skal være for de netbutikker, der kan og vil – ikke noget man tvinges til.

- Henrik Theil, FDIH

Rammer både forbrugere og virksomheder

Når reglen træder i kraft bliver det forbrugernes ansvar, at de produkter, de køber i en netbutik, der ikke sælger til forbrugerens land, lever op til de nationale standarder:

”Det er svært nok for virksomhederne at finde rundt i de mange forskellig regler på tværs af landene, og nu bliver det så forbrugernes ansvar. Det kan give en del fejlkøb og potentielle lovovertrædelser, som forbrugerne og virksomhederne bagefter skal lave om på. Hvad nu hvis den hundedyre designerlampe ikke passer med stikkontakten i Italien, eller komfuret ikke må anvendes i Frankrig, fordi forbrugeren har overset en detalje eller ikke kunne læse den danske produktbeskrivelse? Det kommer til at koste kræfter hos både virksomheder og forbrugere,” siger Henrik Theil.

Henrik Theil påpeger, at reglen også vil ramme dem, der sælger tjenesteydelser:

”Kan Disneyland i Paris (fortsat) tilbyde polakker turpas til nedsat pris? Og kan danske sommerhusudlejere tilbyde polakker lavere priser end danske sommerhuslejere. Nej, ikke uden at tilbyde franske og danske kunder samme pris.”

Det er vigtigt at understrege, at forbrugeren selv har ansvar for at få varen fragtet til hjemlandet. Butikken kan således godt sige, at "vi kun leverer til Danmark, så du skal selv sørge for at afhente og fragte varen."

Principiel betydning

Ifølge FDIHs Public Affairs chef vil danske netbutikker formentlig ikke blive overrendt af udenlandske forbrugere, da de grundet høje omkostninger ikke kan tilbyde de laveste priser i EU. Derfor er det ikke så attraktivt for EU-forbrugere at handle i Danmark:

”Det kan godt ske, at det i praksis ikke får så stor betydning for danske virksomheder, men loven er udtryk for EU-arbejde, der er udtænkt på skrivebordet uden at forholde sig til både forbrugere og virksomheders virkelighed. Samtidig har processen omkring lovgivningen været uklar og forhastet. Det kommer ingen til gode.”

Hvis man vil have flere virksomheder til at sælge på tværs af grænserne, så burde EU eksempelvis i stedet kigge på at ensrette forbrugerreglerne, lave enklere momsregler og fjerne hindringer for virksomheder.

Henrik Theil påpeger dog, at de danske virksomheder kan blive ramt af reglerne, da udenlandske virksomheder ikke kan nægte at sælge til danske kunder:

”De danske forbrugere handler lystigt i udlandet, og nu kan de så også handle i de butikker, der ellers ikke ville sælge til dem. Det kan skubbe endnu mere handel ud af landet.”

FDIH støtter ideen om handel på tværs af grænserne, men geo-blocking er ikke vejen frem, slutter Henrik Theil:

”Hvis man vil have flere virksomheder til at sælge på tværs af grænserne, så burde EU eksempelvis i stedet kigge på at ensrette forbrugerreglerne, lave enklere momsregler og fjerne hindringer for virksomheder. Det vil give virksomhederne et større incitament til at kaste sig over eksporten.”

Forordningen træder i kraft senest 9 måneder efter, at den er blevet offentliggjort i EU Tidende, hvilket sker snarest.

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Medlemschef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder
Pernille Trieb
Projektleder
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef