Uddannelse: Unge elsker e-handel

Mange digitale virksomheder mangler folk, som kan udvikle og drive netbutikker. Heldigvis vælger de studerende på den videregående uddannelse til handelsøkonom især e-handel, når valgfaget skal findes. Det glæder Både campuschef og brancheformand.

Daniel Knudsen er efterspurgt. Han er nemlig en af de studerende, som under den videregående uddannelse til handelsøkonom har specialiseret sig i e-handel. 

”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville satse på e-handel, for det er der fremtid i. Jeg ved, hvor meget jeg selv bruger det, og så var det spændende at lære om teknologien, og hvad der ligger bag fx indkøb ved leverandører, søgeordsoptimering og markedsføring,” fortæller den 23-årige studerende fra Horsens. 

Han er langt fra den eneste, som er faldet for udsigten til at kunne arbejde med webshops. Sidste år valgte 24 ud af 65 studerende valgfaget i e-handel på Erhvervsakademi Dania i Horsens, og i år har 27 ud af 39 valgt faget. 

Det glæder Niels Ralund, adm. direktør i FDIH: 

”Jeg kan godt forstå de unges valg, for det er i høj grad digitalisering og handel, vi skal leve af – både nu og i fremtiden. Vi ved også, at virksomhederne efterspørger arbejdskraft, så det er kun positivt, at flere får muligheden for at uddanne sig til digital købmand. Jeg håber, at andre uddannelsessteder vil blive inspireret at succesen hos Erhvervsakademiet.” 

Vi ved også, at virksomhederne efterspørger arbejdskraft, så det er kun positivt, at flere får muligheden for at uddanne sig til digital købmand.

- Niels Ralund, FDIH

Gode praktik-muligheder

Campuschef Annette Poulsen fra Erhvervsakademi Dania i Horsens er glad for, at valgfaget har medvind blandt de studerende.


”Vi har flere virksomheder, der efterspørger praktikanter, som har taget valgfaget og har kompetencer inden for e-handel. De studerende skal i otte måneders lønnet praktik, og det kan nogle gange være en udfordring at finde det rigtige match, men med e-handel oplever vi, at der oftere er en rigtig kombination af virksomhedens ønsker og den studerendes kompetencer,” forklarer campuschef Annette Poulsen. 

Desuden nævner hun, at de færdiguddannede studerende med valgfaget har mulighed for at læse videre på den 1½-årige top-op uddannelse i e-handel i Aarhus. 

Muligheden for en bred uddannelse inden for e-handel er vigtig, pointerer Niels Ralund: 

”Vi vil gerne have digital handel på skemaet hos flere uddannelsesinstitutioner. Det skal gerne ind med skolemælken i de små klasser, og så skal de studerende have mulighed for at specialisere sig både på handelsskoler og universiteter. Det er der brug for, hvis vi skal have verdens dygtigste digitale købmænd.” 

FAKTA OM DANIA

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hadsten, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 21 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
  • Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
  • Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse via Dania
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 175 fuldtidsansatte medarbejdere.

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Projektchef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder
Pernille Trieb
Projektleder
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef