Hvornår skal du være klar til nyt sikkert Dankort?

Netbutikkerne får besked fra deres betalingsleverandør, når de ruller det nye sikre Dankort Secured by Nets ud. De fleste netbutikkerne vil være med i løsningen omkring marts 2017

 

I næste uge skal Nets være klar med Dankort Secured by Nets, der lever op til Finanstilsynets krav om sikrere betalinger på nettet. Udrulningen af løsningen hos betalingsleverandørerne (Payment Service Provider, PSP) sker herefter løbende overfor netbutikkerne.  De fleste butikkerne vil være med i løsningen omkring marts 2017.

”Det føles som om, vi har råbt ”ulven kommer”, eller rettere ”3D Secure kommer” utallige gange i de seneste to år. Nu forventer jeg dog, at det sikrere Dankort bliver til virkelighed i dette kvartal. Netbutikkerne vil få besked fra deres PSP, når man er klar til at implementere Nets’ løsning,” siger kommunikationschef Henrik Theil, FDIH.

Den oprindelige melding fra Finanstilsynet i januar 2015 lød på, at løsningen skulle være klar i august 2015. Det blev ændret til august 2016 for at Nets kunne udvikle en holdbar løsning. Herefter er det udskudt til oktober, så november og senest til 8. januar 2017 med henvisning til, at der skulle være en teknisk velfungerende løsning, der også skulle testes.

”Som jeg forstår de seneste meldinger, så vil udrulningen af løsningen ske, når den enkelte PSP er klar, og der vil være fokus på at teste i større netbutikker og især hos dem, der er udsat for meget svindel. PSP’erne må derfor give deres kunder – netbutikkerne – besked, når de er klar”, siger Henrik Theil.

”Kravet fra Finanstilsynet er desværre fortsat et udtryk for dansk enegang, og vi havde helst set en anderledes beslutning. Det har tillige været fulgt af et lidt rodet forløb med mange forskellige udmeldinger om løsning og tidspunkter, hvad der har fået flere netbutikker til at spørge FDIH; hvad er det der sker? Vi tror dog på den løsning, som Nets nu er klar med, og så venter vi bare på at PSP’erne også bliver klar og kan melde ud til netbutikkerne”.

 

 

 

Kommentarer

6. jan 2017 Thomas Jensen

Hej Må sige at jeg som repræsentant for en af de større PSP'er (QuickPay) bliver lettere provokeret af den afsluttende: " Vi tror dog på den løsning, som Nets nu er klar med, og så venter vi bare på at PSP’erne også bliver klar og kan melde ud til netbutikkern" Vi har som PSP været så klar som vi har kunnet være lige fra den første deadline. Og flere andre PSP'er ligeså. Fakta er at Nets på intet tidspunkt har haft 100% styr på processen endsige stillet en platform til rådighed som der kan/kunne testes og godkendes imod. Den er en rød klud, at en eneleverandør antyder at bolden ligger hos andre end dem selv. Det er ganske givet både en politisk og teknisk tung sag - men ansvaret for forsinkelser og støj i kommunikation finder man altså ikke udenfor Nets' egne mure. Man bliver lidt træt af at spille blame game. Med venlig og dog lige dele provokeret og lettere irriteret hilsen Thomas Jensen, QuickPay

6. jan 2017 Jan Lytje

Forstår din kommentar, Thomas. Helt klassisk melding fra Nets. Ærgerligt, når medier og andre meningsdannere æder monopolistens spin råt for usødet. //Jan Lytje, ViaBill

8. jan 2017 Lars jakobsen

Så havde det klædt quick pay også at have været mere infomativ idenne sag, og måske hjælpe os webshop ejere med at gennemskue hvad der sker. I har jo om nogen kendt til denne sag længe og kunne have gået offentligt ind i kampen sammen med fdih.

8. jan 2017 Thomas Jensen

Hej øh ? - hvad mener du vi skulle have informeret om ? vh thomas jensen

9. jan 2017 Henrik Theil - FDIH

Kære Thomas Tak for din kommentar I dialogen med Nets om Dankortløsningen har vi været orienteret om, at der har været møder med PSP'er, og vi har derfor ikke været opmærksomme på, at I var utilfredse. I lyset af at Finanstilsynets krav om sikrere online betalinger er fra januar 2015 og der løbende har været kommentarer bl.a. her på hjemmesiden og i vores nyhedsbrev, så er det ærgerligt, at PSP'erne ikke har meldt deres frustrationer ud - eller skubbet til os, når vi havde misforstået fakta. Spørgsmålet nu er, hvordan vi kommer videre, og får sat en holdbar tidsplan incl. tests, så især netbutikkerne kan få at vide, hvad de skal gøre, og hvornår. Afsenderen på de budskabrt er mindre interessant, bare informationerne holder.

13. jan 2017 René

Åh nej.. Ikke mere bøvl til forbrugeren. Det undre mig man ikke kan finde bedre løsninger der ikke forstyrre checkout processen. Øv.

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik