Digital tøjkrig lurer i Europa

Amazon har kastet sig over det enorme tøj- og skomarked i Europa, hvor giganten Zalando svarer igen ved at bygge nyt lager og tilføre flere varer. Den hårde konkurrence skræmmer dog ikke danske Miinto, der med Jesper Buch og Anders Holch Povlsen ombord melder sig ind i den europæiske tøjkrig.

Det digitale europæiske marked for tøj og sko er ifølge Euromonitor International 42 mia. USD (300 mia. danske kroner) værd og har i de seneste år været præget af Zalando og OTTO, der med en andel på henholdsvis 6,1 % og 6,2 % er forbrugernes foretrukne netbutikker på det enorme marked. Nu er de to europæiske giganter dog truet af en endnu større spiller. Amerikanske Amazon satser nemlig i stigende grad på at slå de to virksomheder af tronen og sidder allerede nu på 5,7 % af markedet, skriver Bloomberg.

Som et våben i krigen har Zalando planlagt at åbne et lager i nærheden af Paris, og i starten af 2017 vil virksomheden åbne et gigantlager på 1,4 mio. kvadratmeter i Polen.

Ifølge undersøgelsen har Zalando endnu en fordel, da forbrugerne har flere muligheder for at købe varemærker hos Zalando, end de har hos Amazon. Eksempelvis har Zalando tilknyttet 9 ud af de 20 mest populære damemærker, mens Amazon kan tilbyde 4. Flere af varerne hos den amerikanske platform er heller ikke fra den seneste sæson. Det ændrer sig dog snart, hvis man skal tro Susan Saideman, der er vice president for Amazon fashion i Europa. Hun har blandt andet lavet aftaler med topmodeller, bloggere og designere, der skal promovere det nye sats:

”Vores mission er at være stedet, hvor kunderne finder nutidens mode. Ikke blot at være det billigste sted.”

Og noget tyder på, at Amazons taktik virker. En undersøgelse fra USB af 1000 tyske forbrugere viser, at 8 ud af 10 forbrugere havde søgt på Amazon efter tøj det seneste år, mens 4 ud af 10 havde klikket sig ind på Zalando.

Dansk modeportal med rigmænd i ryggen tager kampen op

FDIH estimerer, at de danske forbrugere i 2016 brugte 14,1 mia. kr. på tøj og sko, som er den største kategori set på antal handler. Den mest populære netbutik hos de danske forbrugere var Zalando, der snuppede 2,28 % af alle handler. Amazon er den tredje største. Den danske portal Miinto lader sig dog ikke skræmme af de store drenge, der kæmper om tøjmarkedet. Portalen, der knytter fysiske butikker til digitale kunder, har fået en solid økonomisk indsprøjtning af Anders Holch Povlsen, der udover ejerskabet af Bestseller også ejer dele af Zalando og Asos. Pengene skal sikre, at Miinto inden for en kort årrække skal være markedsleder og tilgængelig i hele Europa. Portalen skal ikke bare binde forbrugere og butikker sammen, men også binde butikker sammen med de store brands, forklarer CEO i Miinto Konrad Klierko til Berlingske:

”Vi vil skabe bindeleddet mellem forretninger og brands, sådan at retailere, der sælger et bestemt brand, opkøber fra brandet gennem Miintos platform. Butikkerne kan også få inspiration til nye brands gennem os. Det er en helt ny forretningsmodel, som vi tror meget på.”

Konrad Klierko forklarer videre til FDIH, at virksomheden med Anders Holch og Jesper Buch i ryggen er klar til kampen. Men de anser ikke Amazon og Zalando som direkte konkurrenter, hvor nogen taber:

” Vi ser ikke på det som vindere og tabere. Vi har med Miinto sat os i en unik position, hvor vi samarbejder med butikkerne om at give dem en salgsmulighed online og på den led kombinere online handel med fysiske butikker. Vores mission er ikke den samme som hos Amazon og Zalando, og derfor mener vi, at der er plads til os alle. Vi ønsker at skabe vækst for modebutikker og brands og supportere dem bedst muligt i fremtidens detailhandel.”

Miintos ambitioner vækker glæde hos FDIHs adm. direktør Niels Ralund:

”Det er dejligt, at danskerne og europæerne i den grad har taget nettet til sig, når de skal handle tøj, men det skærer lidt i øjnene, at de tre store sidder på så meget. Derfor er det godt, at Miinto nu vil skrue yderligere op for ambitionerne. Der er nemlig brug for, at vi tænker stort, hvis vi skal finde vores plads og tage kampen op mod giganterne.”

 

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Projektchef
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder