Ugens medlem: Pakkelabels.dk – et fynsk iværksættereventyr

Da de fynske iværksættere Hung Ho og Nicklas Nguyen i 2014 søsatte fragtplatformen Pakkelabels.dk, klappede netbutikkerne i hænderne, mens de større fragtvirksomheder kløede sig skeptisk i skægget. I dag roser begge parter virksomheden, der gør klar til at indtage udlandet.

Mange virksomheder er skabt af iværksættere, der har tænkt, at en eksisterende forretningsmodel måtte kunne laves enklere og billigere. Det gælder også for virksomheden Pakkelabels.dk, som softwareingeniøren Hung Ho og civilingeniøren Nicklas Nguyen står bag.

”Siden 2010 har vi drevet konsulentvirksomheden Novitas A/S, som rådgiver virksomheder inden for It og e-handel. I mødet med kunderne opdagede vi nogle udfordringer, der er fælles for mange af netbutikkerne, og fragtpriser synes altid at være et tilbagevendende problem,” forklarer Nicklas Nguyen, og Hung Ho uddyber:

”Som lille netbutik kæmper man ikke alene på pris og udvalg, men i høj grad også om varerne kan leveres med attraktive fragtpriser. De høje fragtpriser er derfor en stor bremseklods for de mindre virksomheder, der ikke har opnået volumenfordele. Vi tænkte derfor, at vi kunne hjælpe de små virksomheder ved at købe en stor pulje fragtydelser hos transportørerne og dele de gode priser med dem.”

Vi tænkte derfor, at vi kunne hjælpe de små virksomheder ved at købe en stor pulje fragtydelser hos transportørerne og dele de gode priser med dem.

- Hung Ho, Pakkelabels.dk

De to iværksættere fokuserede dog ikke kun på prisen, men tog også et kritisk kig på de teknologiske løsninger, som transportbranchen benyttede sig.

”Vi kunne se, at mange af de transport-  og administrative løsninger var ældre systemer, som var tunge at benytte, dyre i drift og samtidig levede de ikke op til kravene hos virksomhederne. Det hæmmede netbutikkerne, som, hvis de vil håndtere forsendelser effektivt, har brug for en effektiv integration mellem deres webshop og fragtsystemet, så de kan håndtere forsendelser/returforsendelser nemt og hurtigt, sende billigt til udlandet og udvide deres forretning. Vi vurderede derfor, at der var plads til en fragtplatform, der var tidssvarende og som tilgodeså den moderne virksomheds behov,” siger Nicklas Nguyen.

Den vurdering viste sig at være korrekt.

”Det strømmede ind med kunder, da vi lancerede, så vi har haft kunder fra dag 1,” smiler Hung Ho.

Fra skepsis til succes

Pakkelabels.dk fokuserede i begyndelsen på de mindre netbutikker, men siden er også de store netbutikker kommet med ombord, siger Hung Ho og forklarer, hvorfor netbutikkerne vælger den fynske virksomhed til.

”Vi gør det nemt og billigt for virksomheder at håndtere fragt, og vi sparer dem for meget tid. F.eks. tilbyder vi plug’n play integrationer til de gængse webshops- og regnskabssystemer, som kun tager 10 minutter at sætte op. Derudover udvikler vi bl.a. fragtmoduler til shopsystemer, som vi stiller gratis rådighed til vores kunder, som de kan installere på deres webshop, så de kan lade deres kunder vælge udleveringssted.”

Det tog lidt tid og nogle forhandlinger, men så kunne de også se fordelene. De får eksempelvis nemmere ved at betjene de mindre kunder, som de ellers ville gå glip af.

- Hung Ho, Pakkelabels.dk

Nicklas Nguyen supplerer og forklarer, at de store netbutikker, der selv kan forhandle rabataftaler med fragtvirksomhederne, alligevel vælger at benytte Pakkelabels.dks løsninger.

”De store virksomheder nyder godt af at kunne samle deres egne fragtaftaler med transportørerne på Pakkelabels.dk, hvor de kan håndtere deres fragt og udskrive pakkelabels på tværs af transportører fra én løsning. Derudover giver vores fleksibel løsning mulighed for, at de kan skræddersy deres eget flow, så de kan optimere deres fragthåndtering i stor grad og dermed spare både tid og penge.”

Selv om kunderne strømmer til, og omsætningen i 2016/2017 ifølge stifterne vil runde 40 mio. kr., så har der – som i alle gode eventyr – været udfordringer for den fynske virksomhed.

Det gav eksempelvis en del panderynker hos de større transportvirksomheder, der havde svært ved at se ideen i, at Pakkelabels.dk pludselig skulle være et ekstra mellemled i deres forretning.

”Det tog lidt tid og nogle forhandlinger, men så kunne de også se fordelene. De får eksempelvis nemmere ved at betjene de mindre kunder, som de ellers ville gå glip af. Så selv om vi snupper lidt af kagen, så betyder det ikke så meget, fordi vi gør kagen større. Vores løsning giver simpelthen flere kunder i biksen hos transportvirksomhederne,” siger Hung Ho.

Vi har en plan om at blive den største fragtbookingplatform i Norden om 3 år. Vi opererer i øjeblikket kun i Danmark, men vi er ved at klargøre platformen til lancering udlandet.

- Nicklas Nguyen, Pakkelabels.dk

Mod på mere

Pakkelabels.dk har i dag 15000 erhvervskunder og arbejder sammen med de største transportvirksomheder, men det er en klar ambition, at også de mindre og mellemstore transportvirksomheder skal med ombord:

”De mindre virksomheder kan skabe fornyet værdi og tilbyde nogle anderledes og spændende løsninger for netbutikkerne. Det flugter fint med vores strategi om hele tiden at udvikle og tilbyde nye løsninger for vores kunder,” siger Nicklas Nguyen.

De to iværksættere slutter med at løfte lidt af sløret for deres ambitioner.

”Vi har en plan om at blive den største fragtbookingplatform i Norden om 3 år. Vi opererer i øjeblikket kun i Danmark, men vi er ved at klargøre platformen til lancering udlandet, og det er vores plan at starte ud med at se på de skandinaviske lande, da forholdene minder meget om Danmark. På et senere tidspunkt skal vi så kigge mod flere andre lande i EU og måske USA.”

Fotokredit: Birgitte Carol Helberg

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter
Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Niels Preysz
Medlemschef
Micha Hansson
Webmaster & Medlemservice-ansvarlig
Simon Bjerremann
Analysechef
Mikkel Roh Bøgebjerg
Projektleder/ medlemsservice
Anne K. Hansen
Eventchef
Pernille Trieb
Projektleder
Birgitte Warming Juul
Projektleder
Magnus Glenn Hansen
Projektleder
Ditte Rogild Andersen
Studentermedhjælper - medlemsservice
Frederik Holmershøj
Juridisk studentermedhjælper
Tine Lauritsen
Ba.jur.