Modebranchen blomstrer – butikkerne lider

Nethandel: 4 ud af de 5 mest populære tøjbutikker er udenlandske, og det presser den danske detailhandel. Der er brug for fælles front og øget samarbejde mellem digitale og fysiske virksomheder, hvis udviklingen skal vendes, mener Foreningen for Dansk Internethandel.

Den københavnske modeuge kan sole sig i flotte resultater. Modebranchen er i fremgang, og især eksporten fra de danske modeproducenter har fart på og vil ifølge branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Mode og Textil i år sætte ny rekord og runde en omsætning på 29 mia. kr.

Mens modeproducenterne og designerne kan glæde sig over fremgang og øget salg, så lider modebutikkerne i dansk detailhandel. For trods et voksende salg på nettet, hvor kategorien ”Tøj, sko og smykker” i 2016 stod for hver femte handel hos de danske forbrugere, så smitter væksten ikke af på de danske butikker.

Knap halvdelen (44 %) af ordrerne bliver nemlig lagt hos udenlandske giganter som Asos, Zalando og Amazon, og det bekymrer adm. direktør i FDIH, Niels Ralund:

”Zalando og kompagni kaprer store markedsandele på det danske marked, selv om vi har mange dygtige fysiske og digitale tøjbutikker. Det må man have respekt for. Jeg forstår godt, at forbrugerne handler der, hvor udvalget er størst og prisen ofte er lavest, men det ærgrer mig dog, at det er så mange handler og penge, der hvert år forsvinder ud af landet. Det presser både fysiske og digitale butikker på bundlinjen, og hvis det fortsætter, kan det få store konsekvenser for hele detailbranchen.”

 

Samarbejde på strøget og nettet

Ifølge Niels Ralund er der ingen lette løsninger for de danske detailbutikker. Det kræver hårdt arbejde, kreative tanker og et øget samarbejde, hvis udviklingen skal vendes.

”Konkurrencen er benhård, og butikkerne taber kampen mod Zalando, Asos og de andre, hvis de går op imod dem alene. Både de fysiske og de digitale. Det nytter derfor ikke at diskutere, om netbutikkerne tager livet af de lokale butikker eller ej. I stedet bør både de fysiske og digitale butikker i Danmark sammen fokusere på at skabe forretninger, der både på strøget og på nettet giver kunderne en god oplevelse.”

Traede og miinto.dk er gode eksempler på virksomheder, der forsøger at hjælpe de danske modebutikker og brands i kampen mod udlandet. Miinto.dk gør det nemmere for brands at sælge B2B og gør de lokale butikker synlige og tilgængelige på nettet ud fra devisen: shop lokalt online. Det er et koncept, som både butikker og forbrugere køber ind på, forklarer stifter og adm. direktør Konrad A. Kierklo:

”Vi ser på alle vores markeder en stigende interesse fra butikkerne, der gerne vil styrke deres position begge steder og få del i den stigende online omsætning via miinto. Interessen kommer også fra forbrugerne, der gerne vil shoppe, og dermed støtte, lokalt. Vi giver forbrugerne mulighed for at kombinere convenience-shopping med butikkernes unikke udvalg og på bedste vis samle flere af landets bedste butikker, så vi kan holde gang i hjulene i den danske detailbranche.”

Modeiværksætteren er helt enig med Niels Ralund i, at den danske detailbranche skal arbejde mere sammen:

”Det er altafgørende med denne indstilling, for sammen står vi bedre og stærkere mod konkurrencen fra de store udenlandske spillere. Samtidig ved vi også, at de butikker, der forstår at være tilstede både online og offline og ved, at slaget også foregår digitalt, er dem, der har succes på den lange bane.” 

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Medlemschef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder
Pernille Trieb
Projektleder
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef