Ny markedsføringslov vedtaget: En pose blandede bolcher

Et flertal i Folketinget har tirsdag d. 25. april vedtaget den nye markedsføringslov. FDIH har fulgt processen, og vi havde håbet på mere. Loven indeholder dog positive elementer, der kan gøre livet lettere for virksomhederne.

Et af formålene med revision af markedsføringsloven var at lette byrderne for erhvervslivet, så loven som udgangspunkt ikke går videre, end vi i Danmark er EU-retligt forpligtet til.

For medlemmer af FDIH, der sælger B2B, var det navnlig forslaget om ophævelse af forbuddet mod uanmodet elektronisk henvendelse (fx e-mails) i kundeforhold, der vakte glæde, da lovforslaget først blev præsenteret. Glæden blev kort, for der kunne ikke opnås et flertal i Folketinget for den lempelse.

Den nye spamregel svarer derfor i høj grad til den gamle. Der er dog indført krav til indholdet af de nyhedsbreve og andre mails, der udsendes med samtykke. Fx kan virksomheder som noget nyt straffes med bøde, hvis en mail ikke indeholder et afmeldingslink eller lignende, eller opfordrer modtageren til at besøge websteder, der ikke overholder visse nærmere angivne krav.

Godt nyt, men..

Loven indeholder dog også positive nyheder. Det er lykkes for regeringen at skabe en mere overskuelig markedsføringslov, hvor der skelnes mellem B2B forhold og B2C forhold. Samtidig er dobbeltreguleringen fjernet, og nogle af de regler, der ikke gælder for virksomheder i resten af EU, er ophævet. Det er også godt, at forbuddet mod vildledning og vildledende udeladelser kan læses i loven, og ikke som i dag i lovens forarbejder.

Samtidig er der måske sket en mindre lempelse af kravene til konkretisering af et samtykke. Vi afventer Forbrugerombudsmandens fortolkning af dette.

Loven indfører dog en række nye og ukendte EU-begreber, som gør den meget vanskeligt tilgængelig for erhvervslivet. Nye begreber som ”transaktionsbeslutning”, ”væsentlig forvridning af forbrugerens økonomiske adfærd”, ”købsopfordring” og ”handelspraksis” skal læres, for at erhvervsdrivende kan forstå den nye markedsføringslov. De nye begreber gør det desværre vanskeligt at forstå rækkevidden af bl.a. lovens meget vigtige regler om vildledning og vildledende udeladelser.

Fokus på skjult reklame, bloggere og Instagram

Samtidig er reglerne om skjult reklame skærpet. I dag er der kun tale om reklame, når fx en blogger eller en kendis omtaler et produkt efter aftale med den erhvervsdrivende. Efter den nye lov kan der være tale om (skjult) reklame, hvis den erhvervsdrivende har en ”kommerciel hensigt” med fx at fremsende et produkt til bloggeren, som derefter omtaler produktet, uden at det tydeligt angives, at der er tale om en reklame.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Læs loven.

Vil du høre mere om den nye markedsføringslov, så deltag i FDIH’s brief i Odense, Aarhus og København

Læs erhvervsministerens pressemeddelelse og FDIH’s høringssvar til loven.

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Projektchef
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder