16 tips der gør din netbutik juleklar

Julen nærmer sig, og det betyder julekampagner og travlhed hos landets mange netbutikker. FDIH har i samarbejde med Morten Storgaard lavet en liste med 16 gode råd fra både små og store netbutikker. Du kan måske både blive klogere og inspireret.

Morten Storgaard er Online Marketing Specialist og Certificeret Google Partner. Han driver bloggen www.netkablet.dk  

Marketingschef Claus Østergaard fra friluftsland.dk lægger ud med de tre første tips: 

#1 Gør det nemt at finde gaver i bestemte prislejer 

Folk har ofte en fast pris i hovedet, når de skal købe en julegave. Derfor udsender Friluftsland nyhedsmails, hvor tilbuddene er sorteret i nogle faste prisintervaller. 

#2 Fokuser på produkter med bred appel de sidste dage 

Når vi begynder at nærme os deadline for julegaveindkøbet, anbefaler Claus at fokusere på produkter med bred appel, dvs. gaver som kan bruges af en bred målgruppe. Det hjælper folk til at få afsluttet gaveræset, for dem som er sent ude. 

#3 Vær tydelig omkring sidste dag for bestilling

Meld ud hvor sent der kan bestilles fx. med et banner i toppen af siden, og send en ”sidste chance” nyhedsmail. 

Henning Bech-Larsen fra Creakids.dk har et par tips om nyhedsmails: 

#4 Nyhedsmailen skal se godt ud på mobilen

De fleste nyhedsmails bliver åbnet på mobilen, så derfor skal det se knivskarpt ud der. Sørg for ikke at have for mange kolonner, for så bliver teksten for lille, eller indholdet bliver for langt at læse. 

#5 Send en bestseller liste på nyhedsmailen

Lav en bestseller liste, så det er let for folk at se hvad andre køber. Folk vil gerne lave et sikkert køb, og det er en nem måde at guide folk til at købe noget som er populært. 

De næste to ideer kommer fra Jakob Høy Biegel fra Skatepro.dk: 

#6 Elektronisk print-selv gavekort 

Skatepro har et print-selv gavekort, som kan modtages på e-mail. Dvs. kunden kan spare fragten, men endnu vigtigere er, at det kan bestilles helt frem til juleaften, da det sendes per e-mail med det samme. 

#7 Hastigheden på mobil er vigtig

Vi oplever, at en større og større del af vores omsætning kommer fra mobil og tablet, så vi har et klart mål om, at siden skal fungere hurtigt og stabilt på mobilen. 

Disse tips kommer fra Jakob Kokfelt fra Refurb.dk: 

#8 Gennemgå alle kategorisider 

Sørg for at der ikke er nogle tomme kategorier eller underkategorier. Det er et godt tidspunkt at tjekke, om nogle kategorier trænger til en opdatering, eller nogle produkter bør flyttes. 

#9 Test købsflowet grundigt på iOS og Android 

Det er vigtigt at sikre, at det er let og hurtigt at handle via mobiltelefonen. Sørg for, at det hele fungerer – selv på de smalle iPhone 4/5 skærme. 

De næste to tips er fra Stefan Primdahl fra Whiteaway.com:

#10 Vær tydelig med kundeanmeldelserne på dit site

Sørg for at det er let at se, at kunderne kan lide jer og fremhæv konkrete anmeldelser på sitet. 

#11 Genaktiver retargeting hos passive brugere via nyhedsbrev 

Målret kunderne med stærke e-mail budskaber, så de besøger siden igen og kan målrettes efterfølgende med retargeting budskaber op mod jul. 

Stefan Winter fra nordiskspil.dk har disse to råd: 

#12 Hav lang byttefrist (også til de som er tidligt ude)

Gør det tydeligt, at man kan bytte frem til fx. 31. Januar, også selvom man køber allerede i November. Dvs. at man får en ekstra lang bytte og returret, som gør, at man godt kan være ude i rigtig god tid. 

#13 Investér i varelager

Sørg for at have nok varer på hylderne, så du ikke løber tør midt i december. Prøv at overbevise dine leverandører om, at du skal kunne tilbagelevere ikke-solgte emner. På den måde kan du købe ekstra stort ind uden at løbe en risiko for at brænde inde med for mange varer.

Steen Kristensen fra Katoni.dk har følgende råd:

#14 Kør hårdt på med Adwords 

Vi kører meget aggressivt på Adwords i december, fordi vi kan se, at det konverterer langt bedre denne måned. Vi oplevede faktisk sidste år, til vores overraskelse, at der var færre returvarer i december end de andre måneder. 

#15 Få dine produktfotos vist i Google (kun mobil) 

Google har netop lanceret, at man kan få vist produktfotos i de organiske søgeresultater – dog kun på mobil. De hurtige kan nå at få det med, inden julehandlen for alvor starter. 

Jacob Friis-Christensen fra Trendyliving.dk slutter af med følgende ide: 

#16 julekalender med dagens tilbud 

Lav en julekalender på Facebook, hvor der hver dag offentliggøres et nyt tilbud. Det gør vi igen i år, da vi oplever, at vores besøgende synes, det er en sjov måde at få tilbud på. 

Husk mobilbrugerne i julen 2016 

En pointe, der går igen hos flere af butikkerne i år, er et øget fokus på mobilbrugerne. 

Mobiltrafikken stiger stadig voldsomt. Det betyder, at i mange brancher er det nu mindst ligeså vigtigt at have en fejlfrit side på mobilen, som på laptoppen. 

Rigtig mange bruger mobilen og ipad’en til research inden købet, så selv om det måske ser ud til, at trafikken fra desktop konverterer bedst, så hænger de to kanaler uløseligt sammen, og begge dele skal fungere optimalt.

Kommentarer

20. nov 2019 klaus hansen

a

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik