Ugens medlem: SUMOstudio

For 13 år siden gav Thomas Elmkjær næsten op. Han havde i lang tid forgæves vendt hver en sten for at finde en leverandør, der kunne lave en webshop til hans fysiske detailhandel. I stedet for at kaste håndklædet i ringen gik han selv i gang, og SUMOshop kom til verden.

Shoppen er siden vokset, og i dag kan virksomheden SUMOstudio se tilbage på 13 succesfulde år. 

SUMOstudio opstod, da stifterne, der arbejdede i detailbranchen, manglede en webshop, der kunne føre dem ind i den digitale tidsalder: 

”Vi kiggede efter en webshop, der kunne integrere til vores POS-system. Det kunne Ingen af de daværende shop-løsninger, og de var enten uforholdsmæssigt dyre eller for begrænsede på mulige tilretninger. Ud over integrationen til POS’et, ønskede vi også fuldstændig frihed over designet. Derfor måtte vi selv i gang, og det førte til udviklingen af SUMOshop, som er en fuldt fleksibel løsning, der kan integrere til alle andre systemer, og designes præcis som det ønskes, uden at det koster en formue. Det blev hurtigt klart, at mange andre butikker stod i samme situation, og i dag tæller vores kunder blandt andre SAND, Wood Wood, Munthe, Malene Birger og Claire,” forklarer CEO i SUMOstudio Thomas Elmkjær. 

Selvom mange af vores kunder er fra tøjbranchen, skal der ikke otte jakkesæt om et rundbord til, før vi omsætter tanke til handling.

-Thomas Elmkjær, CEO

Det er netop innovationen og fleksibiliteten, der ifølge Thomas Elmkjær frister kunderne: 

”Vi er et moderne firma og ikke en IT-dinosaur. Handlekraft, omstillingsparathed og en pragmatisk tilgang har båret os frem i en branche under hastig udvikling. Selvom mange af vores kunder er fra tøjbranchen, skal der ikke otte jakkesæt om et rundbord til, før vi omsætter tanke til handling. Når vi får en god idé, så laver vi den.  Og når kunden drømmer om noget, som deres ERP eller POS ikke kan klare, så træder vi også gerne til, selvom det måske ligger et stykke fra vores kerneforretning. Vi har fx udviklet et ordrepakningssystem til håndscannere og en løsning til at håndtere registrering og salg af licensnøgler til digital distribution. Vi har den fleksibilitet, fordi systemet er vores eget og grundlæggende er udviklet med henblik på skalering og integrationer.”

Kigger man dybere ned i kundelisten, springer både navne og anciennitet i øjnene. Således er mange af den danske tøjbranches tunge drenge kunder hos Aarhus-virksomheden, og flere af dem har været det længe: 

”Vores målsætning er ikke kun at levere den bedste platform, men også at facilitere kundernes og dermed også vores udvikling ved at integrere bredt til 3.parts-leverandører, der hver især er specialister inden for deres felt. Derfor påtager vi os ofte at være den brik, der sørger for, at helheden hænger sammen, og det er vi gode til,” siger Thomas Elmkjær og påpeger, at mange af kunderne har været med næsten fra begyndelsen med løbende re-designs, nyudvikling og sparring. 

Vi har desuden nogle større tiltag på vej senere i år - noget unikt og nyskabende inden for webshops, der kan være med til at ændre markedet

- Thomas Elmkjær, CEO

Tilfredse kunder betyder også, at SUMOstudio først for to år siden ansatte en sælger for at skrue yderligere op for væksten. Trods en flot vækst, ser aarhusianerne dog udfordringer for både dem selv og dansk e-handel: 

”Konkurrence fra udlandet, herunder moms, fragtpriser og lønninger er de største og mest åbenlyse udfordringer for dansk e-handel og dermed vores kunder. Og så er vores udvikler Rune helt klart også en udfordring – men dog en positiv udfordring, fordi han stiller de nødvendige spørgsmål og går i dybden med problemstillingerne, siger Thomas  Elmkjær med et smil. Han forklarer videre, at selvom kundelisten tæller mange tekstil- og designvirksomheder, så er udseendet ikke alt: 

”Vi ikke tilfredse med, at det bare ser godt ud. Det vigtige for os er ikke overflade. Det vigtige er, at det fungerer. Vi trækker på vores erfaring og tænker konsekvenserne igennem. Udfordringen er at forklare kunden, der kommer med en masse ideer, hvor meget dybde og kompleksitet, der er i et projekt. Det gør vi meget ud af at præcisere, og det medvirker til, at vi har så mange kunder, der bliver hos os gennem mange år, og mange der kommer tilbage efter at have prøvet andre græsgange.” 

Foto: Medarbejderne knokler for, at udseende matcher funktion

Thomas Elmkjær uddyber, at det selvfølgelig kan trække tænder ud at arbejde tæt sammen med kunderne, når systemerne er af ældre dato: 

”De værste oplevelser er, når en kunde er bundet af at skulle snakke sammen med et stort, gammelt ERP-system, der stadig tror, at internettet er en døgnflue. Vi ærgrer os meget på kundernes vegne, når det skal koste mere i simpel opsætning at få hul igennem i den anden ende end hele webshop-løsningen inklusive integrationen i vores ende. Dertil er sådanne processer ofte tunge og langsomme. Det er dét, vi kalder en IT-dinosaur. 

Til gengæld er belønningen loyale kunder: 

”De bedste oplevelser inkluderer arbejdet med kunder som Lace og Streetammo, der har været med os helt fra start. De er sammen med SUMO vokset fra at være mindre fysiske detailhandlere i Danmark til at have trecifrede million-omsætninger på deres webshops i Europa.

 Kloning og bonus

Hos SUMOstudio oplever man som mange andre virksomheder også, at der er kamp om de dygtige specialister. Den udfordring kommer virksomheden i møde med bl.a. bonusordning og mulighed for ejerskab: 

”Vi kunne da godt tænke os muligheden for at kunne at klone et par nøglemedarbejdere, men derudover plejer vi at vende den om og tænke på, hvilke forhold vi selv ville arbejde under. Derfor deler vi eksempelvis det årlige overskud ligeligt mellem ejere og ansatte. Det giver os en yderst attraktiv bonusordning. Vi ser også gerne, at vores ansatte på centrale poster bliver medejere med tiden. På den måde tiltrækker vi de rigtige kolleger og sikrer, at alle giver deres bedste for vores kunders bedste.” 

Vi kunne da godt tænke os muligheden for at kunne at klone et par nøglemedarbejdere.

- Thomas Elmkjær, CEO

De rigtige kolleger skal sikre SUMOstudio fortsat fremgang de næste mange år. Der er i hvert fald ikke tvivl om, at ambitionerne er der: 

”Vi tror på, at så længe vi konstant tilpasser os og er fleksible, vil vi opleve vækst. Teknologiske fremskridt automatiserer mange processer, men der vil altid være brug for det gode håndværk og den gode service. Vi har desuden nogle større tiltag på vej senere i år - noget unikt og nyskabende inden for webshops, der kan være med til at ændre markedet. Vi skal ikke bare følge med, men holde os foran kurven. Det har været vores ånd i over 10 år, og vil også være det i fremtiden,” slutter Thomas Elmkjær. 

Del med dit netværk

LinkedIn Facebook Twitter

Skriv kommentar

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Micha Hansson
Medlemsservice- og webmanager
Simon Bjerremann
Analysechef
Niels Preysz
Projektchef
Anders Thesbjerg Tang
Netværksansvarlig
Charlotte Ahm
Projektleder
Pernille Trieb
Projektleder
Kim Bruno-Lindby
Event & Marketingchef