Medlemmerne spørger: Jeg kan ikke levere den solgte vare - hvad er jeg forpligtet til?

En netbutik havde solgt en vare via sit website, men da varen skulle leveres, var den udgået fra leverandøren. Varen kunne dog købes hos konkurrenterne til en højere pris. Hvad har kunden nu krav på, og er du som butiksejer forpligtet til at købe varen hos en konkurrent?

Når en aftale indgås via et website, er aftalen bindende. Leveres varen ikke, kan sælgeren blive forpligtet til at betale erstatning til kunden.

Du kan som sælger vælge at købe varen hos en konkurrent for at opfylde aftalen. Du skal da sørge for levering og skal tage varen retur, hvis kunden udnytter sin fortrydelsesret.

Leverer du ikke varen, skal du betale erstatning, hvis kunden lider et tab ved ikke at få varen. Tabet skal opgøres som forskellen mellem den aftalte pris, og den pris varen eller en vare ”af samme art og godhed som det solgte” (købelovens § 25) koster på leveringstidspunktet.

Den nævnte netbutik ville herefter tjekke, hvem der solgte varen billigst, og godtgøre kunden differencen mellem denne pris og den aftalte pris.

Husk også, at det kan være vildledende og i strid med markedsføringslovens regler, hvis du annoncerer med eller sælger varer, som du ved, du ikke er i stand til at levere.

Sortlisten over markedsføringsformer, som under alle omstændigheder er forbudt, siger:

”5) Den erhvervsdrivende opfordrer til at købe produkter til en bestemt pris uden at gøre opmærksom på, at der kan være rimelige grunde til at antage, at han ikke vil være i stand til at levere eller få en anden erhvervsdrivende til at levere de pågældende eller tilsvarende produkter til den pågældende pris inden for en periode og i en mængde, som er rimelig i forhold til produktet, omfanget af den reklame, der er gjort for produktet, og den opgivne pris (bait advertising).”

Kommentarer

6. dec 2016 Mikael

Og hvad hvis man benytter udskudt leveringsaftale, fx ikke sender deciderede ordrebekræftelser men bestillingsoversigt og faktura ved afsendelse?

7. dec 2016 Tina Morell

Hvis der er tale om en webshop, hvor man kan købe varerne - og ikke baren en side, hvor der reklameres for varerne - bliver der efter dansk ret som udgangspunkt indgået en bindende aftale, når kunden lægger varen i kurven, og afgiver sin bestilling. Det er uden betydning, hvornår ordrebekræftelsen sendes. Hvis det derimod fremgår meget tydeligt at siden, at der først bliver indgået en bindende aftale, når kunden modtager en ordrebekræftelse, så bliver der først indgået en bindende aftale, når kunden modtager ordrebekræftelsen. Det er ikke tilstrækkeligt, at det står i handelsbetingelserne. Vilkåret skal helst accepteres af kunden.

7. dec 2019 Ragnar Joensen

Gælder disse regler også ved køb i fysisk butik? Jeg købte en vare i fysisk butik, de havde dog ikke varen på det aktuelle lager, men den var på deres webshoplager. Jeg betalte varen i butikken, og de ville så få den hjem og vende tilbage når den var ankommet. Nu ringer de så og siger at varen er udgået fra deres sortiment (den står stadig som tilgængelig på deres webshop).

9. dec 2019 Tina Nielsen

Hej Ragnar Som jeg forstår dig, er der indgået en bindende aftale mellem dig og butikken om køb af en bestemt vare, som du oven i købet har betalt. Aftalen er bindende for begge parter - dvs. at butikken må levere varen til dig. Er det ikke muligt, må de betale erstatning, hvis du lider et tab ved det. Erstatningen kan udgøre forskellen mellem det aftalte beløb og den pris du vil være nødt til at betale for varen, hvis du køber den et andet sted. Er prisen den samme, har du ikke lidt noget tab. Hilsen Tina

10. aug 2020 Kenneth Andersson

Hvor lang tid må en webshop være om at levere en vare, før man kan bede om at få erstatning og købe varen et andet sted? Jeg købte for over en måned siden nogle varer, hvor de godt nok skrev "Ikke lagervare (ukendt leveringstid)", men giver det dem ret til at vente uendeligt med at levere? Prisen var ca. 30% billigere end andre steder, og jeg gik ud fra "Ikke lagervare" betød de først ville bestille varen hos deres leverandør, når jeg lagde min ordre.

10. aug 2020 Tina Nielsen

Hej Kenneth Efter købeloven skal varen leveres senest 30 dage efter aftalens indgåelse, medmindre andet er aftalt. Du kan dog også give forretningen en rimelig frist til at levere varen, og hvis den ikke bliver leveret inden udgangen af denne frist, kan du hæve aftalen. Du kan dog altid vælge at fortryde aftalen indtil 14 dage efter at du har fået varen leveret.

10. aug 2020 Tina Nielsen

Hej igen Kenneth Med hensyn til erstatning bliver jeg meget i tvivl. Jeg vil derfor afstå fra at svare på det.

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik