Medlemmerne spørger: ”Genopstår” fortrydelsesretten, når en vare ombyttes?

Hvis en vare er købt på nettet, og den ombyttes på grund af en mangel, kan kunden så fortryde den ombyttede vare?

En forbruger havde købt et køleskab i en webbutik. Desværre viste det sig, at der var en fejl ved køleskabsdøren, og 2 måneder efter købet blev køleskabet ombyttet til et tilsvarende køleskab i overensstemmelse med købelovens regler. Da kunden modtog det ombyttede køleskab, meddelte hun den erhvervsdrivende, at hun ville fortryde købet.

Den erhvervsdrivende ville derfor vide, om fortrydelsesretten ”genopstår” ved ombytning.

Svaret er nej!

Når der indgås en aftale om køb af en vare ved fjernesalg, har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Fortrydelsesretten løber fra kunden får varen i fysisk besiddelse.

Hvis varen ombyttes efter købelovens § 78, fordi den oprindeligt leverede vare var mangelfuld, bliver der ikke indgået en ny fjernsalgsaftale, og der løber derfor ikke nogen ny fortrydelsesfrist.

Har den erhvervsdrivende derimod ikke oplyst korrekt om fortrydelsesretten på et varigt medium, efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 9, løber fortrydelsesretten videre i indtil 1 år og 14 dage. I den situation vil forbrugeren stadig kunne udnytte sin fortrydelsesret. Det er derfor meget vigtigt at give korrekte oplysninger om fortrydelsesretten.

Kommentarer

4. jan 2017 Mikael

Hvordan står man så, når butikken selv ved ombytning krediterer den oprindelige faktura og giver kunden en ny faktura? Vi har selv tolket det som, at så er der tale om et ny aftale og giver derved vores forbrugere 14 dages fortrydelsesret. Modsat hvis producenten ombytter enheden for os, så tilbyder vi det ikke.

5. jan 2017 Tina Morell

Jeg mener stadig, at der er tale om en ombytning - i hvert fald hvis det er samme produkt, og kunden ikke får pengene udbetalt til fri disposition. I bør dog som erhvervsdrivende gøre jer selv den tjeneste at skrive "ombytning" eller lignende på den nye faktura. Når varen ombyttes løber der en ny reklamationsperiode på 24 måneder. Det er formentlig derfor, I giver kunden en ny faktura.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik