De ældre klikker og shopper løs på nettet

Danskerne er EUs mest digitale befolkning, og især de ældre øger deres brug af nettet. Således er andelen af de ældste, der e-handler, fordoblet i løbet af 5 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Danmark topper EUs digitale indeks DESI, og det kan ikke undre, når man læser Danmarks Statistik nyeste udgave af ”IT-anvendelsen i befolkningen”. Titlen er nok ikke voldsomt ophidsende, men den rummer en guldgrube af informationer om, hvordan vores digitale forbrug af både fysiske dimser og tilstedeværelsen i det digitale univers udvikler sig.

”Det giver et præcist billede af danskerne i 2016, som samtidig er standardiseret, så vi kan følge udviklingen i forhold til resten af EU. Der er dog en tillægsgevinst, fordi Danmarks Statistik ikke nøjes med EU-standarden på 16-74 år, men i samarbejde med Ældresagen fastholder kortlægningen af det digitale forbrug for de ældste borgere mellem 75-89 år. Det tegner et spændende billede af en befolkningsgruppe, der ikke er hjælpeløs på nettet, men som i høj grad tilegner sig digitale færdigheder, inklusiv handel på nettet, ” konstaterer kommunikationschef Henrik Theil, FDIH.

E-handel stiger stærkt hos de ældre

77 pct. af alle danskere mellem 16-89 år har handlet på nettet inden for det seneste år, og det svarer til en stigning på 12 pct. point i forhold til 2011, hvor det var 65 pct. Men stigningen over den 5 års periode er ulige fordel mellem aldersgrupperne. Hos de 16-44-årige handler 9 ud af 10 på nettet i 2016, og det er stigning på 6-8 pct.point i forhold til 2011.

Til gengæld er væksten meget højere, jo ældre borgerne bliver. De 65-74 årige har øget andelen af nethandlende til 59 % mod 34% for 5 år siden. Hos de 75-89 årige er sket mere end en fordobling, så godt hver fjerde (27 %) handler på nettet, mens de i 2011 kun var hver ottende (12 %).

Kilde: Danmarks Statistik.

”De ældre er en attraktiv kundegruppe, som i høj grad har glæde af de fordele med bekvemmelighed og stort udvalg, som e-handlen tilbyder. Tallene svarer fint til den udvikling, som FDIH har kortlagt omkring dagligvarehandel på nettet, hvor vi ser, at ældre medborgere i høj grad griber muligheden for at klare de daglige indkøb online og få varerne bragt hjem,” siger Henrik Theil fra FDIH.

 Vidste du, at 

  • Stadig flere bruger en mobiltelefon eller smartphone til at få adgang til internettet fra 31 pct. i 2011 til 73 pct. i 2016.
  • Én ud af tyve mellem 16 og 89 år er ikke online i 2016. I de laveste aldersgrupper bruger alle internettet. Andelen, der ikke er på nettet, stiger markant med alderen for borgere over 45 år.
  • På fem år er andelen af dem, der aldrig anvender internet, faldet fra 12 pct. til 5 pct.
  • Fire ud af fem borgere mellem 16-89 år har anvendt internettet til at finde oplysninger på offentlige myndigheders hjemmesider.
  • Tre ud af fire oplever, at processen var meget overskuelig eller overskuelig sidste gang de indsendte en blanket til det offentlige
  • 90 pct. af befolkningen sender og modtager e-mails. Borgere mellem 75-89 år har også taget e-post til sig: Hver anden anvender e-mail i 2016.
  • Kun én ud af fire internetbrugere fravælger at have en profil på sociale medier. Hver tredje internetbruger anvender én eller to sociale netværkstjeneste. 42 pct. bruger mindst tre sociale netværkstjenester.
  • Facebook er det mest anvendte sociale medie i Danmark - to ud af tre har en profil på Facebook. Det svarer til ca. 3,1 mio. danskere.
  • Snapchat, Instagram og LinkedIn har hver især godt over 1 mio. danske brugere.
  • Mænd handler hyppigere end kvinder – og for større beløb

Kilde: Danmarks Statistik

Læs mere hos Danmarks Statistik, hvor hele publikationen gratis kan hentes som pdf.

Kilde: Danmarks Statistik.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik