Black Friday skabte rekordomsætning og pakkeboom

Fredag d. 27/11 rullede Black Friday ind over Danmark, og de mange tilbud førte til glødende hjemmesider og rekordomsætning hos danske netbutikker. De købelystne forbrugere skabte travlhed hos Post Danmark.

Softwarevirksomheden EDI-Soft har undersøgt, hvor stort antallet af privatpakker afsendt i forbindelse med Black Friday i år sammenlignet med Black Friday sidste år er, og tallet er markant. Med en stigning på 41 % i Danmark, er der tydelig bevis for, at danskerne har taget Black Friday til sig. Især på nettet, forklarer adm. direktør i FDIH Niels Ralund:

”Mange butikker har de samme tilbud online som offline, men de giver ofte online-forbrugerne mulighed for at købe, før offline-butikkerne åbner. Derfor er Black Friday på nettet især tillokkende for de kunder, som ikke vil stå i kø foran butikken, eller blive mast i udsalgsmylderet.”

Post Danmark oplever pakkeboom

Den rekordstore handel på Black Friday kan også mærkes hos Post Danmark, som sørger for, at pakkerne når frem til de købelystne danskere. Post Danmark oplever i dag årets største og travleste pakkedag til dato – og den største pakkedag nogensinde efter en Black Friday.

”Black Friday overgik alle forventninger og har udløst et sandt pakkeboom. I dag forventer vi at skulle ud med op imod en halv million forsendelser fra e-handlen, og mange af dem kommer direkte fra danskernes onlinekøb på Black Friday”, siger Morten O. Nielsen, kommunikationschef i Post Danmark.

Svenskerne er vilde med danske netbutikker

Det er ikke kun de danske forbrugere, som har fået øjnene op for Black Friday. Også de nordiske forbrugere er vilde med danske netbutikker. Edi Softs undersøgelse viser, at det nordiske marked står for en stigning på 48 % i antallet af privatpakker afsendt i forbindelse med Black Friday sammenlignet med sidste år:

”Det er en markant stigning, men det forbløffer mig ikke. Danske netbutikker er langt fremme, når det kommer til tilbud, service og kundeoplevelse, og det ved vores naboer godt. Derfor ser vi også, at de benytter sig af de mange gode tilbud, som danske netbutikker forkæler forbrugerne med på Black Friday,” siger Niels Ralund.

FDIHs egen undersøgelse viser, at ca. to tredjedele af de danske netbutikker deltog i Black Friday.

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik