Hvad er en ”utvetydig erklæring” om fortrydelse?

En forbruger udnytter sin fortrydelsesret ved at give en ”utvetydig erklæring” om fortrydelse. Men hvad er efter Forbrugerklagenævnets praksis en utvetydig erklæring? Og hvad gælder, hvis kunden bare lader være med at hente varen i pakkeboksen?

Efter forbrugeraftaleloven fortryder kunden købet af en vare ved at afgive en utvetydig erklæring om sin fortrydelse inden 14 dage efter, at kunden har fået varen i fysisk besiddelse.  Kunden skal herefter returnere varen inden 14 dage efter afgivelse af erklæringen.

Forbrugerklagenævnet har truffet to afgørelser, der viser, hvad der skal til, for at der foreligger en utvetydig erklæring om fortrydelse.

Forbrugerklagenævnets afgørelser viser, at kunden ikke behøver bruge ordet ”fortrydelse”. Det er tilstrækkeligt, at det fremgår klart, at kunden ikke vil have varen og/eller vil have sine penge tilbage.

En ”utvetydig erklæring” behøver ikke at være skriftlig. Den kan også gives mundtligt fx pr. telefon.

Det fremgår af lovens forarbejder, at det ikke er tilstrækkeligt, at kunden blot undlader at afhente eller modtage varen. Men samtidig fremgår det, at fortrydelsesretten i disse tilfælde slet ikke er begyndt at løbe, fordi varen ikke er kommet i forbrugerens ”fysiske besiddelse”.

En forbruger kan godt udnytte fortrydelsesretten, før fortrydelsesretten er begyndt at løbe.

Afgørelserne

I to sager, som Forbrugerklagenævnet afgjorde, havde forbrugeren fortrudt købet, inden varen blev leveret.

I den ene sag sendte forbrugeren en mail til den erhvervsdrivende, hvor hun skrev: ”Har købt en forstærker, men ønsker den ikke alligevel, da manden ikke vil have den. Derfor afbestiller jeg den.”

I den anden sag havde forbrugeren i en mail skrevet: ”Da jeg fortsat ikke har modtaget mine vare, og da I ikke besvarer mine henvendelser … ønsker jeg at hæve købet og vil bede om, at mine penge tilbagebetales med det samme”.                                                                                                      

Forbrugerklagenævnet fandt i begge tilfælde, at forbrugeren havde afgivet en utvetydig erklæring om fortrydelse.

Hvis kunden ikke henter varen i pakkeboksen

Hvis kunden undlader at hente varen i pakkeboksen, begynder fortrydelsesretten som sagt slet ikke at løbe. Hvis kunden har undladt at hente varen, og samtidig har givet et utvetydig erklæring om sin fortrydelse, skal pengene tilbagebetales. Er der ikke givet en meddelelse om fortrydelse, må du spørge kunden, om han vil fastholde købet eller fortryde købet, eller du kan vælge at se det som en fortrydelse og tilbagebetale købesummen. 

Denne nyhed er forbeholdt FDIH medlemmer

Hvis du er medlem af FDIH, kan du læse resten af indholdet ved at logge ind herunder.

Skriv kommentar
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik