Praksisændring: Datatilsynet skelner ikke længere mellem portræt- og situationsbilleder
Datatilsynet har opgivet at skelne mellem situations- og portrætbilleder, når der offentliggøres billeder af genkendelige personer på internettet. Fremover skal den dataansvarlige selv foretage en konkret vurdering af, hvilket behandlingsgrundlag virksomheden skal bruge ved offentliggørelse billeder.

Det har længe været Datatilsynets faste praksis, at offentliggørelse af portrætbilleder krævede samtykke, mens offentliggørelse af såkaldte situationsbilleder normalt kunne ske efter interesseafvejningsreglen, hvis billederne i øvrigt var harmløse.
Datatilsynet skelner ikke længere mellem portræt- og situationsbilleder.
Din vurdering
Hvis du vil offentliggøre billeder af genkendelige personer på internettet, skal du som dataansvarlig selv vurdere bl.a., hvilket grundlag du har for at offentliggøre billederne. Det vil typisk være et valg mellem samtykke eller interesseafvejningsreglen.
Billeder kan offentliggøres efter interesseafvejningsreglen, hvis du har en legitim interesse i at offentliggøre billederne, og denne interesse overstiger den afbildedes interesse i, at billedet ikke vises.
Ved den afvejning skal du se på,
1) karakteren af billedet,
2) hvor billedet er taget
3) hvorfor billedet er taget
4) i hvilken sammenhæng billedet indgår
5) hvad formålet med offentliggørelsen er.
Det er afgørende, at de personer, der er på afbildet ikke med rimelighed kan føle sig krænket, udstillet eller udnyttet fx i forbindelse med markedsføring eller andet kommercielt øjemed.
Datatilsynets eksempler på, hvilke behandlingsgrundlag der kan anvendes:
Eksempler på billeder, der som udgangspunkt kan offentliggøres uden samtykke:
- Billeder af publikum til en koncert
- Billeder af besøgende i Zoologisk have eller lignende
- Biller optaget under en fritidsklubs eller en forenings aktiviteter
Eksempler på billeder, der normalt kun kan offentliggøres med samtykke
- Billeder af besøgende hos lægen, kunder i banken og i fitnesscentret eller lign.
- Billeder af besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lign.
- Billeder af ansatte på arbejde i en privat virksomhed.
Din informationspligt
Det er vigtigt, at du opfylder din informationspligt. Du skal i den forbindelse sørge for, at de personer, der er på billederne, er klar over, at du vil offentliggøre billederne, så de har mulighed for fx at gøre brug af deres ret til at gøre indsigelse mod offentliggørelse af billedet.
De afbildede kan gøre indsigelse både før offentliggørelsen, og når billederne er offentliggjort. Personerne skal så oplyse, hvilke billeder de ønsker slettet og hvorfor.
Læs Datatilsynets vejledning om offentliggørelse af billeder på internettet