Vindere af E-handelsprisen 2014

Juryens begrundelser for de forskellige vindere

Bedste omni channel-virksomhed: Brødrene Dahl

Brødrene Dahl vinder, fordi de møder kunderne på de platforme, hvor kunderne er.

Brødrene Dahl har på imponerende vis styr på deres logistik, og har også formået at udnytte potentialet i Big Data. I det hele taget er Brødrene Dahls fokus på Big Data med til at give kunderne nye værdiskabende services, der igen skaber værdi for deres egen forretning.

Brødrene Dahl er intet mindre end danmarksmester i brug af omni-channel.  

Bedste mobile løsning: MobilePay

MobilePay fra Danske Bank vinder, fordi den sætter nye standarder for betalingsløsninger og i fremtiden vil bidrage til at drive mere e-handel for branchen.

MobilePay er flot eksekveret og fantastisk simpel. MobilePay har ikke blot ændret danskernes måde at udveksle penge, men også startet de mobile betalingsmodeller. Løsningen er et suverænt strategisk træk, som vil påvirke e-handelsbranchens infrastruktur og bankens image.

MobilePays ekstreme brugervenlighed og imponerende udbredelse i løbet af kort tid fortjener stor ros og anerkendelse.

Bedste B2B-virksomhed: Autobutler

Autobutler vinder, fordi deres resultater imponerer og inspirerer.  Autobutler har på kun fire år skabt Skandinaviens største prisforespørgsels-platform for bilværksteder og har ændret spillereglerne i én af verdens største og mest konservative brancher.

Autobutler har på effektiv vis fået deres kunder til at benytte deres eget CRM-system, som ikke blot giver værkstederne nye kunder, men som også effektiviserer deres egen forretning. Dét sikrer ikke blot tilfredse kunder, men også loyale kunder!

Autobutler er en ’rising star’ på den internationale scene, og et suverænt forbillede for andre B2B-virksomheder og start-up virksomheder. 

Bedste nye e-handelsvirksomhed: AllUnite

AllUnite vinder, fordi de, som de eneste, kan pushe mobile reklamer via en WIFI-router.

AllUnite forener e-handel og detailhandel og skaber sammenhæng mellem den lokale butik og mobil e-handel, og dét gavner både forbrugere og butikker. AllUnite har allerede en imponerende kundeportefølje, opnået 7 patenter og potentiale til at erobre verden på rekordtid! Der er stadig håb for Danmark, hvis vi har så dygtige entreprenører her i landet.   

AllUnite fortjener anerkendelse for deres gåpåmod, innovative løsning og exceptionelle resultater.

Bedste B2C-virksomhed under 30 mio. kr.: Junkbusters

Junkbusters vinder, fordi de har flyttet sig fra idé til virksomhed på fornemmeste vis. 

Ærmerne er rullet op, og der er taget fat fra start. Junkbusters har på kort tid vist, at de kan udvide konceptet med flere løsninger og i flere byer og lande. Generelt har de givet en konservativ branche et skub, hvor brugerne nu kan bestille på nettet, og priserne på diverse produkter er synlige og kan sammenlignes.

Med Junkbusters egne ord: Tungt beskidt affald – raffineret til en enkel løsning.

Bedste re-design: DRIVR

DRIVR vinder, fordi de med deres re-design for alvor har sat fokus på de store muligheder, der er ved at belønne aktive kunder og gode chauffører.

Der er sket en gennemgribende forandring fra det gamle ”Click a Taxi” til DRIVR, og effekten af re-designet taler for sig selv, da omsætningen er seksdoblet siden lanceringen i 2013!

Sammen med en stærk kommerciel model med fokus på skalerbarhed, eksklusivitet og cashflow-styring ser fremtiden lys ud for DRIVR.

Brancheprisen Livsstil: Normann Copenhagen

Normann Copenhagen vinder, fordi de balancerer en fokuseret onlinestrategi med klassiske distributionskanaler.

Normann Copenhagen håndterer B2C og B2B-kanaler side om side utrolig elegant. Kunder handler direkte i webshoppen, samtidig med at der afsættes produkter gennem et stort forhandlernet. Normann Copenhagen har håndteret kanalkonflikterne perfekt, og salget stiger. 

Normann Copenhagen formår at være her, der og alle vegne på sociale platforme – og alle er glade. Flot! 

Bedste e-handelscase: In2Media og Trifork

In2Media og Trifork vinder, fordi det på fornemmeste vis er lykkedes at gøre betalinger til noget nærmest ”sexet” – for både forbrugere, fysiske butikker og e-handel.

”Less is more” kunne være overskriften for In2Media og Triforks arbejde med at udvikle MobilePay for Danske Bank. De har udviklet en app, som sikrer, at betalingsoverførsler mellem mobiltelefoner nu klares i 6 trin, mens den samme overførsel i en mobilbank sker i op mod 19 trin. I løbet af bare 18 måneder har app’en fået hele 1,4 millioner downloads, der til dato har overført 1,5 mia. kr. mellem brugerne. Det tegner til, at Mobile Pay fremover vil stå for overførsler på op mod 500 mio. kr. - hver måned!

Mobile Pay udvides nu fra at være et produkt mellem forbrugere, til også at kunne efterkomme efterspørgslen i fysisk handel og e-handel. Skalerbarheden og mulighederne i MobilePay gør In2Media og Trifork til en klar vinder.

Cross-border: Unisport

Unisport vinder, fordi de har erobret nye markeder på andre parametre end pris.

Fodboldfans er ellevilde med Unisports univers og deres vision om at skabe den ultimative fodboldoplevelse online for både fans og spillere. Unisport havde en struktureret og gennemarbejdet køreplan for deres internationale ekspansion, og eksekveringen har været intet mindre end imponerende. Unisport har på tre år fået fodfæste på fire markeder med positive økonomiske resultater på samtlige markeder – uden at gå på kompromis med Unisports sociale profil og DNA.

Gennem deres passion for fodbold har Unisport bevist, at de er et holdbart koncept på international plan.

Bedste B2C-virksomhed over 30 mio.: SAXO.com

SAXO.com vinder, fordi de ikke er bange for at prøve nye og innovative tiltag, der tager udgangspunkt i deres kunder, og samtidig have fokus på deres kerneforretning.

Det er imponerende, at mens mange traditionelle boghandlere oplever svære tider, opnår SAXO.com fortsat solide vækstrater år for år. I SAXO.coms jagt på vækst og indtjening bliver hele virksomheden løbende optimeret, dog uden at gå på kompromis med deres høje kundetilfredshed.

SAXO.com er simpelt hen bare godt og innovativt købmandskab!

Brugernes Favorit: BON'A PARTE

Den bedste begrundelse for at vinde er, når ens kunder stemmer virksomheden ind i toppen og et uvildigt panel efterfølgende tester sitet til samme placering

E-handelsprisen Guld: Brødrene Dahl

  • E-handelsprisen Guld tildeles den bedste blandt vinderne i alle kategorierne. Dvs. at det er vinderen af vinderne.
  • Vinderen af E-handelsprisen Guld går direkte videre til European E-commerce Awards i Barcelona den 16.-18. juni 2014
  • Vinderen af E-handelsprisen 2014 er nået hertil, fordi de bør være forbillede for alle andre e-handlere, og juryen er sikker på, at andre kan lære en ting eller to.
  • Virksomheden er konstant i udvikling, og den har leveret flotte vækstrater og økonomiske resultater år for år.
  • Virksomheden arbejder på tværs af talrige kanaler og personaliserer indholdet til kunderne.
  • Virksomheden har med stor succes gjort sociale medier til en del af forretningen.
  • Virksomheden formår at udnytte data om kunderne i en sådan grad, at det giver nye værdiskabende services for kunderne.
  • Virksomheden har en imponerende e-handelsomsætning, der udgør 17 % af den totale omsætning
  • Virksomhedens effektive logistiksystem sikrer hurtig levering. Kunder kan fra fx en mobiltelefon kl. 17:59 lægge en ordre til levering inden kl. 07:00 næste morgen – et hvilket som helst sted i Danmark.
  • Virksomheden er den eneste i branchen, som har opbygget deres webshop på samme måde som en B2C webshop.
  • Hele juryen og den danske e-handelsbranche ønsker denne virksomhed held og lykke i den europæiske finale i Barcelona.

Stort tillykke med E-handelsprisen Guld til….. BRØDRENE DAHL

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Niels Preysz
Medlemschef
Micha Hansson
Webmaster & Medlemservice-ansvarlig
Simon Bjerremann
Analysechef
Mikkel Roh Bøgebjerg
Projektleder/ medlemsservice
Anne K. Hansen
Eventchef
Pernille Trieb
Projektleder
Birgitte Warming Juul
Projektleder
Magnus Glenn Hansen
Projektleder
Ditte Rogild Andersen
Studentermedhjælper - medlemsservice
Frederik Holmershøj
Juridisk studentermedhjælper
Tine Lauritsen
Ba.jur.