Logistikanalysen 2019: Lagerrobotter rykker ind hos netbutikkerne

Antallet af netbutikker, der satser på lagerrobotter og lagerautomatisering, er mere end tredoblet det seneste år. Det viser FDIH’s dugfriske logistikanalyse, som dykker ned i netbutikkernes logistiske udfordringer.

Er du lagerrobot, og er du interesseret i logistik og e-handel, skal du ikke frygte at gå arbejdsløs i den nærmeste fremtid. FDIH’s nye logistikanalyse viser nemlig, at robotterne bliver mere og mere efterspurgte hos de danske netbutikker.

11 % af netbutikkerne bruger lagerrobotter til at plukke varer på deres lager, mens 14 % helt eller delvist bruger lagerrobotter til at placere varer på lageret. Det er en stigning fra henholdsvis 3 % og 10 % i 2018. Samtidig siger blot 14 % af netbutikkerne, at de ikke er gearet til robotter - i 2018 svarede 30 % det. 

”Efter nogle år, hvor netbutikkerne har været interesserede men lidt tilbageholdende, må vi bare sige, at de nu har fået mod på at invitere robotterne op til lager-dans. Det er en markant stigning,” siger Niels Ralund.

Han vurderer, at det stigende pres på hastighed og lageroptimering får flere netbutikker til at kigge mod robotterne. Logistikcheferne i de danske netbutikker svarer da også, at arbejdet med at sikre hurtig ekspedition og levering sammen med håndtering af lagerkapacitet herunder pladsforhold og personalekapacitet giver de største panderynker i dagligdagen.

”Hastigheden er en kæmpe konkurrencefaktor i e-handlen, og der er rigtig gode muligheder for at sætte turbo på logistikken med lagerrobotter, så det kan helt sikkert give mening for rigtig mange netbutikker,” siger Niels Ralund.

En af de virksomheder, der har satset på lagerrobotter, er Proshop fra Århus, som har 40 selvkørende robotter på lageret. Det betyder, at virksomheden i dag kan håndtere 10.000 ordrer om dagen i stedet for 4.000 før robot-tiden.

 ”Der er ingen tvivl om, at robotterne har betydet, at vi kan satse yderligere på vækst og give kunderne en langt bedre service,” forklarer adm. direktør Ivan Jæger.

Optimismen bobler og farten skal op

Både lagerrobotter og logistikmedarbejdere kan godt forberede sig på, at de skal arbejde endnu smartere og hurtigere i fremtiden. I hvert fald vurderer 3 ud af 4 netbutikker, at de vil fordoble antallet af sendte pakker i løbet af de næste tre år. Godt halvdelen af netbutikkerne forventer også, at de i løbet af samme periode vil begynde med samme-dag-levering, og 7 ud af 10 mener, at de vil miste kunder, hvis de ikke kan levere inden for to dage.

”Det er rigtig positivt, at optimismen blomstrer, og det er rigtig, rigtig positivt, at så mange har ambitioner om at skrue op for hastigheden. Det er noget af det, der skal til i konkurrencen mod eksempelvis Amazon, der ikke har planer om at skrue ned for hastigheden eller logistik-innovationen,” lyder det fra Niels Ralund.

Kunderne vil have bæredygtige løsninger – uden at betale

Som om logistikcheferne ikke havde nok at tænke på med samme-dag-levering, lagerrobotter og outsourcing, så skal de nu også til at tænke bæredygtighed. 40 % af netbutikkerne mener, at muligheden for at tilbyde klimavenlige emballageformer nu er et konkurrenceparameter, mens 28 % vurderer, at det samme gælder bæredygtige leveringsformer.

Til gengæld mener blot 16 % af de adspurgte netbutikker, at kunderne er villige til at betale ekstra for den grønne løsning. Kundernes modvillighed overfor at betale ekstra for grønnere levering og emballage, gør bæredygtighedsnøden sværere at knække, vurderer Niels Ralund.

”Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at knække den. Hvis vi ikke gør det, så kan vi forvente regulering udefra, og det tror jeg, at de fleste gerne vil undgå. Heldigvis ved jeg, at rigtig mange netbutikker og leverandører har stort fokus på emnet.”

Hent hele analysen og bliv klogere på, hvad netbutikkerne mener om fri fragt, ekspreslevering, indpakning og meget mere.

I analysen får du bl.a. svar på:

  •  Hovedresultater s. 3-5
  • Logistikprofil 2019 s. 7-23
  • Forventninger s. 24-32
  • Om analysen s. 33-35

Log ind og læs hele Logistikanalysen 2019

Har du et spørgsmål?

Niels Ralund
Adm. Direktør
Tina Morell Nielsen
Jurist & Chefkonsulent
Henrik Theil
Kommunikationschef
Søren Willemoes
Kommunikationsmedarb.
Niels Preysz
Medlemschef
Micha Hansson
Webmaster & Medlemservice-ansvarlig
Esben Carbac Hansen
Salgsansvarlig
Simon Bjerremann
Analysechef
Anne K. Hansen
Eventchef
Pernille Trieb
Projektleder - er pt. på barsel
Birgitte Warming Juul
Projektleder
Magnus Glenn Hansen
Projektleder
Anna Risbjerg Omann
Studentermedhjælper - medlemsservice
Andrea Skou Pojezny
Studentermedhjælper - event
Frederik Holmershøj
Juridisk studentermedhjælper
Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen