FDIH analyser af medlemmerne
Medlemsanalyser

E-handelsbarometeret: 1. kvartal 2020 blev coronaens kvartal for danske netbutikker

Coronavirussen har vendt op og ned på danskernes hverdag. Det gælder også for de danske netbutikker, der mærker virussens konsekvenser på vidt forskellige måder. Det viser FDIH’s E-handelsbarometer, der har taget temperaturen på dansk e-handel i 1. kvartal 2020.

En del danske netbutikker har haft ekstra travlt i årets første kvartal, der i høj grad har stået i coronaens tegn. Hver femte netbutik har således haft omsætningsvækst på mindst 50 % i forhold til samme kvartal sidste år.  

e-handel 1. kvartal 2020

Den massive fremgang er ekstra interessant, da den står i skarp kontrast til, at blot 5 % af butikkerne forventede en så voldsom vækst, da de blev spurgt i slutningen af 2019. Omvendt melder 8 % om tilbagegang i salget på mindst 15 % - det forventede blot 1 %. 

”Der er med coronavirussen blevet smidt en bombe ind i dansk erhvervsliv, og det har i den grad også påvirket e-handlen, hvor planer og budgetter på ganske kort tid er blevet ændret totalt. Nogle må hive i nødbremsen og droppe planer, mens andre pludselig må trykke på speederen og fremskynde projekter, der ellers lå et godt stykke fremme i tiden,” lyder det fra Niels Ralund. 

Han peger blandt andet  Moodings, som på grund af svagere salg i coronavirussen har udskudt en planlagt international satsning, og nemlig.com som er i fuld gang med at implementere projekter, der ellers lå ude i fremtiden, for a kunne følge med den vilde efterspørgsel. 

Samlet har 53% af netbutikker haft fremgang i 1. kvartal (positive minus negative), og resultatet er således samlet noget ringere end i 4. kvartal af 2020, hvor samlet set 60% havde fremgang - 4. kvartal er dog Black Friday og julesalgets kvartal 

Det særlige for dette kvartal er, at vi er helt ude i ekstremerne. Fremgangen svarer mange steder til Black Friday-niveauer, mens andre nærmest ingen ordrer får,” forklarer Niels Ralund.  

Størrelsen betyder ikke meget, varerne betyder alt 

Coronavirussen ser ikke ud til at skelne voldsomt mellem størrelsen på de virksomheder, den rammer. Det er i stedet vareudvalget, der har betydning for, hvordan du som butik bliver påvirket. Digitale dagligvarebutikker og butikker, som sælger bøger, hjemmetræningsudstyr og hobbyartikler oplever markant fremgang, mens eksempelvis tøjbutikkerne lider. Det samme gør sig gældende for omni-channel-virksomhederne. Der er også en svag tendens til, at B2B virksomhederne klarer sig lidt dårligere end B2C. 

hvordan påvirker corona e-handel?

Dystre miner og stor optimismeCoronaen skiller vandene 

Danmark er i gang med en forsigtig genåbning, men vi er stadig langt fra en normal hverdag med åbne butikker, krammere og alt indimellem. Det vurderer netbutikkerne tilsyneladende også, og det påvirker forventningerne til 2. kvartal.  

68% har positive forventninger, men andelen, der forventer en negativ udvikling, stiger markant; fra 4% til 21%.​ Det er markant større pessimisme end i tidligere målinger. 

Hver tredje netbutik forventer omvendt, at omsætningen stiger mindst 25% i andet kvartal i forhold til samme kvartal sidste år.  

forventninger i dansk e-handel 2020

Der er en klar tendens til, at dem, der har haft et skidt 1. kvartal, forventer, at det vil vare ved i 2. kvartal. Det er selvfølgelig bekymrende, for hvis forventningerne holder stik, så vil vi desværre sandsynligvis se nogle butikker, der allerede nu kæmper, dreje nøglen om,” siger Niels Ralund.  

Han har dog et håb om, at flere butikker vil se bedre salg i 2. kvartal. 

Genåbningen kan forhåbentligt få flere til at købe nogle af de ting, de har holdt igen med. Samtidig hører vi også fra butikkerne, at der er kommet mange nye kunder, som aldrig tidligere har handlet på nettet, og de har forhåbentligt fået smag for at handle endnu flere ting online. Jeg er ikke i tvivl om, at coronavirussen vil påvirke dansk e-handel i lang tid fremover. 

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik