Trends og tendenser i dansk e-handel
Digital Handel E-handelsanalyser

Fokus på konvertering: Sådan skræmmer du kunderne væk

Det kræver ikke meget, hvis du vil undgå travle dage med masser af ordrer. Du skal bare lave godt med stavefejl, gemme dine kontaktoplysninger væk og skyde dårlige produktbilleder. Hvis du samtidig tilbyder dyr fragt og ekstragebyrer, så slipper du nok helt for kunderne.

Er du træt af kunder, som forstyrrer dig midt i en serie på Netflix, eller orker du bare ikke at pakke flere varer? 

Så er FDIH klar med hjælp. Vi har nemlig undersøgt, hvorfor kunderne fravælger netbutikker, og hvad der får dem til at afbryde et køb. 

Her giver analysechef, Simon Bjerremann, tre tips til, hvordan du får færre kunder. 

1. Dårligt sprog

Det er en effektiv og billig metode til at skræmme kunderne væk, og langt over halvdelen af kunderne vil helt sikkert gå udenom dig, hvis din side er fyldt med dårligt sprog. Du kan lave stavefejl, skrive knudret og lave elendige oversættelser. Mulighederne er mange og billige, så det er bare om at komme i gang med det dårlige sprog, hvis du vil have færre kunder. 

2. Gem dine kontaktoplysninger væk

Det kan være fristende at gøre som så mange andre, der gør deres kontaktoplysninger nemme at finde. Men det indbyder til dialog, som så igen kan føre til et salg. Derfor er mit råd, at du gør det svært ved at gemme mail, telefonnummer og adresse væk. De skal være på forsiden ifølge loven, men der er ingen grund til, at det er det første, kunderne ser. 

3. Brug mangelfulde produktbeskrivelser og dårlige billeder

Du kan godt bruge tid på at lave detaljerede og appetitvækkende produktbeskrivelser og skyde nogle lækre billeder, men det er virkelig det samme som at bede kunderne om at handle hos dig. Og det vil du jo gerne undgå. Derfor anbefaler jeg ekstremt korte tekster (du kan evt. kombinere med tip 1) og dårlige billeder. Du kan med fordel tage dem op imod solen eller smide et grynet filter på.  

Kunderne putter stadig varer i kurven – hvad gør jeg?! 

Følger du de tre tips, burde du kunne skræmme langt de fleste kunder væk. Hvis nogle alligevel forvilder sig til at lægge dine varer i kurven, er der dog stadig noget, du kan gøre. Her er tre effektive tricks, der får dine kunder til at afbryde købet. 

1. Høj fragtpris

Dyr fragt er numero uno grund til, at kunderne afbryder et køb. Det er faktisk hovedårsagen til hver femte afbrudte køb, og det giver dig rigtig gode mulighed for lige at skræmme kunden det sidste stykke ud af butikken. OP med fragtprisen! Kig eventuelt på dine konkurrenters pris og sæt din egen et godt stykke højere. Nemt og uhyre effektivt, og hvis du samtidig generelt har flere ekstragebyrer, burde du være home safe. 

2. Virk useriøs

Her burde du være godt hjulpet, hvis du har fulgt de tre første tips. Du kan dog stadig gøre mere: Du kan være langsom om at svare, sørge for dårlige anmeldelser og tilbyde få valgmuligheder, når det kommer til levering og betaling.  

3. Undgå at have dine varer på lager.

Den giver lidt sig selv - det er svært at købe noget, du ikke har.  

Hvis du følger disse forholdsvis enkle og let implementerbare råd, så burde du undgå en masse kunder. Der er dog visse forskelle alt efter, hvem du forsøger at skræmme væk. Eksempelvis bliver de ældre hurtigere skræmt af dårligt sprog, mens de yngre i højere grad afbryder på grund af dyr fragt. Der er altså gode muligheder for at skræddersy din egen kundeskræmmer-taktik, hvis du henter E-handelsanalysen.

Ikke medlem af FDIH endnu?

Bliv medlem hos FDIH allerede i dag, og få adgang til PREMIUM.
Eller download LIGHT analysen her.

Har du brug for hjælp?
?
Send os et spørgsmål

Hvis du har et spørgsmål, så efterlad os en besked og vi vil svare tilbage hurtigst muligt.

Tak for din besked! Der skete en fejl, prøv igen
Vores persondatapolitik