Danske virksomheder overser internettets muligheder
Kun én ud af tre virksomheder finder det relevant at placere informationer om virksomheden på internettet. Det er det slående resultat af ny undersøgelse fra Dansk Erhverv, som sammen med FDIH opfordrer til ny kultur.
Internettet er fyldt med data, billeder og videoer. Alligevel er det kun 34 procent af virksomhederne, som i høj grad finder det relevant at placere virksomhedsinformationer på internettet. Det viser en ny undersøgelse blandt Dansk Erhvervs medlemmer.
”Internettet har en kraft, som vi ikke til fulde har forstået. Det er derfor, vi ser en lav aktiv anvendelse blandt virksomheder til at positionere sig på internettet. Her overser vi et potentiale for at markedsføre os over for kunder, leverandører og andre partnere,” forklarer chefkonsulent Christian Ohm, Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv: Vi overser potentialer
Det er Dansk Erhvervs vurdering, at de virksomheder, som finder det relevant ”i en vis udstrækning”, ikke investerer ressourcer i det, og dermed tilhører gruppen af ikke-brugere.
”Vi må skabe en kulturændring, så virksomheder anser det som nødvendigt for forretningsudviklingen, for det bør være på virksomhedernes to-do liste over need-to-do,” siger Christian Ohm. FDIH: Lad os komme i gang
Undersøgelsen viser desuden, at kun 13 procent af virksomhederne har en e-business strategi. Det får direktør Morten Kamper, Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH), til at sige:
”Vi skal bruge 2010 på at tænke strategisk på integrationen af internettet som en platform for forretningen og forretningsudvikling. Det kan undre mig, som ser så utallige gode eksempler på, hvordan det lykkes, at vi stadig har så mange virksomheder, der overser potentialer. Lad os komme i gang,” siger han.
FDIH formidler viden om internettet ved at stille viden og netværk til rådighed, så virksomheder får øget udbytte af deres online aktiviteter. Undersøgelsens samlede resultater vil blive præsenteret onsdag den 25. november på FDIH og Dansk Erhvervs konference ”Enterprise 2.0” på Børsen, København.