Er din webshop klar til julehandel?
Julehandlen er den største sæson for ejerne af en webshop, og interessen for online juleshopping bliver næppe mindre i år. Danskernes høje opsparing og lave forbrug vil netop motivere mange til at gå på internettet for at finde gode tilbud på julegaver.

Julehandlen giver derfor webshopejerne en stor mulighed for at opbygge nye kunderelationer og skaffe loyale kunder, der kommer igen, også efter julen.
Min opfordring er derfor, at I skal gribe muligheden for på den korte bane at få mest muligt ud af julehandlen, og på den lange bane skal I skabe adgang til et større antal kunder.
God fornøjelse med disse tips med et ønske om en rekord stor omsætning.
Kommunikere salgsmål til hele organisationen
Jeres mål for julesalget skal kommunikeres til hele organisationen! Det gælder alt fra omsætning til kundeservicemål. Så får hele organisationen en forståelse for, hvor vigtigt julehandlen er, og det vil sikre, at alle medarbejdere gør deres bedste for at nå målet.
En intern konkurrence gør det sjovt og ved løbende at vise dagens resultater vil det skabe god kampånd!
De rigtige varer til de rigtige priser
Efter en klar kommunikation intern skal du sikre dig, at varebeholdningerne og salgspriserne hænger sammen. Det er den cocktail, der sikrer, at I når de fastsatte omsætning- og indtjeningsmål.
Et af mine bedste tip er, at du gennemgår dit sortiment og lagerbeholdninger af hvert enkelt produkt. Fra dit sortiment skal du vare for vare markere, hvilke rolle varen skal have under salgsperioden, fx:
- Skal varen være prisførende?
- Skal varens pris være på niveau med markedet?
- Skal varen være med høj avance?
- Hvilke varer skal markedsføres og hvilket medie?
Der er ingen gyldne regler, men tag et kig på sidste års salg for at få en reference:
- Hvilke produkter solgt godt, og hvor meget?
- Hvilke prispunkter var de mest attraktive?
- Hvad er de aktuelle tendenser?
- Hvad tror du bliver årets julegaver?
Med den oversigt sikrer du dig et overblik og dermed en hurtig reaktionstid på uforudsete hændelser. Og husk at de rigtige varer til de rigtige priser IKKE altid handler om at være billigst!
Service, service og atter service
Dansk e-handelsanalyse viser gang på gang, at prisen ikke altid er den afgørende faktor for valg af webshop. Service er til gengæld den vigtigste parameter, som alle webshopejere med respekt for det gode købmandskab ikke må undervurdere.
Service er derfor helt essentielt for, at kunderne bliver trygge og tilfredse både før, under og efter et køb. For mit vedkommende er service:
- Klar besked til kunden om de services du tilbyder!
- Kunderne kan kontakte jer på deres premisser!
- Mulighed for gaveindpakning (ikke nødvendigvis gratis)
- Mulighed for at sende pakker til andre (også i udlandet)
- Mulighed for at bytte gaver også selvom det ikke er kunden selv der har afgivet ordren
Især budskabet om ”klar besked” bør alle være opmærksom på. Mine erfaringer siger, at 8 ud af 10 kundehenvendelser i juleperioden drejer sig om et af følgende 3 emner:
- Byttefrist og -regler
- Lagersituation (er varen på lager/hvor mange)
- Levering (hastighed/hyppighed/pris)
Hvis du kan plastre din webshop klart og tydeligt til med disse 3 budskaber, vil det sikre dig, at både dine kunder og dine kundeservicekollegaer bliver glade.
Husk at – gaver der er udsolgt skal fjernes eller klart markeres som udsolgt. Eventuelt med angivelse af, hvornår de er på lager igen og kan leveres.
Bestillingsfristen inden jul!
Lager og pakkeafdelingen skal sikre, at ordrerne/pakkerne bliver leveret til distributørerne så hurtigt som muligt. Men uanset hvor hurtige medarbejderne arbejder, er der er for e-handel en vigtig deadline som alle skal være opmærksomme på. Det er leveringsfristen hos dine distributører for at få pakkerne leveret til køberne inden juleaften!
For ikke at skuffe dine kunder skal du oplyse bestillingsfristen og gerne på tværs af dit websted, nyhedsbreve og andre kommunikationskanaler. Det er også service!
Synes du at fristen er lige lovlig tidligt kan du evt. prøve at kontakte andre distributører, for at få bedre tidsfrister.
At holde dine kunder godt informeret på alle stadier af købet er nøglen til at opretholde et godt ry for din webshop.
Online space management – din interne søgemaskine
Temasider, top 10 lister, etc. Der er mange sider, hvor varerne kan vises. Online space management eller ”hyldemeter” optimering kan ske på baggrund af de eksisterende besøgsstatistikker.
I mine øjne er den interne søgemaskine det vigtigste redskab til at sikre jer, at kunderne finder de ønskede produkter. Prøv selv at foretage søgninger med ord og sætninger. I bliver ofte overrasket over søgeresultatet.
Et andet godt tip er: Leg kunde - besøg din webshop dagligt og test om det hele fungerer. Alt bliver overflødigt, hvis webshoppen ikke fungerer!
SEO, SEM, print vs konvertering
Markedsføring i julesæsonen er ekstraordinært svært og dyrt, da samtlige detailhandler kæmper om at råbe højest. Selvfølgelig skal webshoppen SEO og SEM optimeres. Vær dog opmærksom på priserne for SEM – der er rift om pladsen, og det koster!
Har I tænkt over, at de penge, der benyttes til SEM, muligvis kan være bedre givet ud som rabatter til eksisterende kunder eller benyttes til fri-fragt? Men tænk på følgende to ting, når du planlægger markedsføringen:
- Sørg for at kunder der handler hos jer inden julesæsonen - køber julegaver hos jer
- Sørg for at kunder der køber hos jer i julesæsonen kommer igen efter jul
Det hele handler i sidste ende om konvertering og ikke mindst det fornuftige købmandskab.
Hos FDIH ønsker vi alle vores medlemmer en rigtig god julehandel. Og har du andre gode ideer, som du er villige til at dele ud af, skal du være hjertens velkommen.